Prolog

Herman stirrede ud i mørket uden at kunne se noget som helst længere. Alt var visket ud, væggene, betongulvet, tidsfornemmelsen.

Han vidste ikke længere, om det var aften, nat eller morgen, eller hvor længe han havde været spærret inde.

Hver gang en bil nærmede sig på grusvejen udenfor, tændtes håbet om, at nogen var ude at lede efter ham, men det døde lige så hurtigt igen, når lyset fra lygterne fejede hen over væggene og forsvandt. Af og til hallucinerede han om hylende sirener, der kom nærmere, om politifolk, der kom dundrende ned ad kældertrappen. Undrede ingen sig over, hvor han var? Ikke engang hans far?

Madrassens plasticovertræk klistrede til huden. Bleen, der var alt for lille, var lækket, og der stank af afføring og urin. En kraftig, klæbrig lugt.

Selvom han godt vidste, det var nytteløst, fortsatte han sine forsøg på at lirke sig ud af strippen, der holdt hænderne sammen på ryggen, men for hver bevægelse borede den sig bare dybere ned i de hudløse håndled.

På etagen over kørte fjernsynet. I ny og næ lød der skridt hen over gulvet, en vandhane blev tændt, toilettet skyllede ud. Men han var holdt op med at skrige. Orkede det ikke længere.

Skulle han dø på den madras? Var det nu planen? At han skulle sulte ihjel og blive slæbt ud og begravet et eller andet sted?

Var der overhovedet en plan, eller var det alt sammen tilfældigheder?

Tæppet var gledet af ham, og han begyndte at fryse. Det lykkedes ham at få sparket til det, så det da i det mindste dækkede de bare ben. Han krøb sammen, så meget han kunne, tænderne klaprede.

Kunne han have gjort noget anderledes for at forhindre det?

Sikkert alt.

1

Ingrid Wolt parkerede ud for politistationen i Mora. Før hun steg ud, så hun sig hurtigt i bakspejlet. Hun havde fået fjernet stingene et par dage før, men arret i panden var stadig ildrødt. Det ville nok altid kunne ses, men med alternativet in mente var hun trods alt sluppet billigt.

Ingrid skuttede sig, da hun steg ud af bilen, og borede hagen ned i halstørklædet. Oktoberkulden havde virkelig lagt sig over egnen, og hun havde måttet bruge lang tid på at skrabe bilruderne, før hun kunne komme af sted. Morgendisen havde ligget så tæt over engene, at husene nede ved Orsasjön så ud, som om de svævede.

Det var heldigt, at hun havde kunnet flytte tilbage til den store gård i Kumbelnäs. I Bennys sommerhus uden toilet og varmt vand, hvor hun havde skjult sig først på efteråret, ville det have været hårdt nu.

Så længe Kjell sad varetægtsfængslet, følte hun sig tryg. Hvad der ville ske, hvis han blev løsladt efter fristforlængelsen, hvor der skulle tages stilling til hans videre varetægtsfængsling, turde hun slet ikke tænke på. Alligevel tænkte hun ikke på andet.

Der var tomt i receptionen, da hun kom ind, men idet hun nærmede sig lugen, dukkede en dame op.

“Jeg er indkaldt til vidneafhøring klokken ni,” sagde Ingrid for at pointere, at hun ikke var mistænkt for en forbrydelse, men var der som forurettet, efter at være blevet mishandlet – næsten dræbt – af sin eksmand for snart to uger siden. Alligevel føltes det, som om hun havde ordet straffet stemplet i panden, og den indelukkede lugt fra Hinseberg-fængslet stadig sad i tøjet.

Mens kvinden bladrede i sit ringbind, strakte Ingrid hals og spejdede ind gennem glasvæggen bag hende for at få øje på Benny blandt de uniformerede betjente. Hvis hun havde forstået det rigtigt, måtte han være kommet hjem fra sin bryllupsrejse nu, men hun kunne ikke se ham nogen steder. Heller ikke hans nærmeste kollega, Kenneth.

“Du kan sætte dig her og vente så længe,” sagde kvinden. “Karl-Erik Stråberg kommer ned og henter dig.”

Ingrid snuppede et nusset ugeblad og gav sig til at bladre gennem sladder og opskrifter, men kunne ikke koncentrere sig. Da hendes navn blev råbt op, sad hun med tasken på skødet og stirrede ud i luften.

I dag var Stråberg i brun blazer og havde et lille plaster på kinden, sikkert efter en overilet barbering om morgenen. De gav hånd, hvorefter han førte an op ad trappen og videre hen ad gangen.

I modsætning til Norrmalms Politi, hvor Ingrid havde arbejdet i mange år, havde Mora Politi ingen afhøringslokaler på stationen. Ligesom sidst viste Stråberg hende ind på sit eget kontor, med udsigt til parkeringspladsen omme bagved, og satte sig. Skrivebordet flød som sædvanlig med bunker af papirer og chartekker. Oven på et ringbind stod et askebæger med en pibe i, og ved siden af lå en pakke Hamilton-tobak.

Mens Ingrid tog plads på den anden side af skrivebordet, tænkte hun på, hvordan tilværelsen ville have set ud, hvis hun var blevet i Stockholm, og alt det andet ikke var sket. Men det kunne ikke nytte noget at gå og spekulere på det.

Stråberg kiggede ned i stakken af papirer, han havde lagt frem på skriveunderlaget, og startede båndoptageren.

“Det er onsdag den nittende oktober, og klokken er ni nul fem. Stedet er politigården i Mora. Dette er afhøring nummer tre af Ingrid Wolt i anledning af anmeldelsen om drabsforsøg og ulovlig frihedsberøvelse mod Kjell Wolt. Afhøringsleder er undertegnede, Karl-Erik Stråberg.”

Selvom Ingrid godt vidste, at det var sådan, det foregik – og skulle foregå – var det uhyggelig hårdt at skulle tvinges tilbage til det hotelværelse endnu en gang. Hvis lyden af politisirenerne var trængt ind på badeværelset et minut senere, havde han skudt hende i badekarret, det var hun helt sikker på.

“Fortæl, hvad der skete på værelse 102 på Mora Hotel fredag den syvende oktober,” sagde Stråberg.

Ingrid tog en dyb indånding.

“Jeg var næsten færdig med min vagt og var ved at gøre rent på et af de sidste værelser, da jeg opdagede, at det var Kjell, min eksmand, der boede derinde. På grund af hans trusler mod mig har jeg levet i frygt og båret paryk, hver gang jeg har bevæget mig uden for mit hjem i de seneste måneder. Har I hørt de kassettebånd, jeg afleverede?”

“Det kommer vi til,” sagde Stråberg. “Fortsæt. Hvad skete der på hotelværelset?”

“Jeg så hans navn og personnummer på et medicinglas på badeværelset og vidste, at jeg måtte væk derfra hurtigst muligt. Men jeg nåede ikke ud. Da jeg hørte skridt og lyden af en stok nærme sig ude på gangen, gemte jeg mig bag gardinet.”

Ingrids hænder begyndte at dirre. Hun kunne stadig fornemme det ildelugtende gardinstof mod ansigtet og høre sin egen puls dunke.

“På en eller anden måde havde han fundet ud af, at jeg arbejdede som stuepige på hotellet, for da han kom ind i værelset, kaldte han på mig, sagde mit navn. Jeg turde ikke røre mig. Til sidst opdagede han mig bag gardinet, men i stedet for at trække det til side tog han en taske op fra gulvet og fandt en pistol frem.”

“Hvordan kunne du vide det, hvis du stod bag gardinet?” spurgte Stråberg.

“Jeg så det gennem en sprække. Han havde ikke spor travlt. Talte helt stille og roligt til mig. Det har altid været det værste – når han ved, at han har fuld kontrol over mig og kan gøre, hvad han vil, uden hastværk. Jeg kunne høre, at han nød det. Da han skruede en lyddæmper på pistolen, blev jeg så bange, at jeg tissede i bukserne.”

Ingrid slog blikket ned.

“Har I fundet lyddæmperen?” spurgte hun.

“Desværre ikke,” sagde Stråberg.

“Den må da være et sted. Den kan ikke bare være gået op i røg.”

“Fortsæt.”

“Jeg vidste, at han var kommet for at dræbe mig. At det var planlagt ned til mindste detalje. Da han var færdig med pistolen, beordrede han mig ud på badeværelset og tvang mig ned i badekarret.”

Ingrids hænder dirrede stadig.

“Jeg var sikker på, at jeg kun havde få sekunder tilbage at leve i. Men så gik døren til værelset op, og min kollega Tanja kaldte på mig. Jeg turde selvfølgelig ikke svare. Kjell holdt pistolen få centimeter fra mit hoved.”

Ingrid var tilbage i badekarret, lukkede øjnene. Kjells ord havde ætset sig fast i hukommelsen og vækkede hende flere gange hver nat.

“Ved du, hvor meget jeg har længtes efter det her? sagde han. Eller rettere hviskede. Dag og nat har jeg tænkt på det. Endelig får jeg fred.”

Ingrid slog øjnene op og mødte Stråbergs blik.

“Men Tanja må have gennemskuet det og ringet til politiet. Da Kjell hørte sirenerne nærme sig, mistede han fuldkommen besindelsen. I stedet for at skyde mig slog han mig i hovedet med pistolskæftet. Derefter er jeg ikke helt sikker på, hvad der skete. Men han forlod i hvert fald badeværelset, men jeg hverken turde eller kunne komme op af badekarret. Og så hørte jeg ham råbe: Åh, gudskelov I kommer! Resten kender du.”

I smerter og med blodet løbende ned over ansigtet havde hun hørt Kjell opdigte en historie om, at hun havde været voldelig mod ham, og hvor bange han var.

“Slog du nogensinde Kjell?” spurgte Stråberg.

“På ingen måde.”

“Hvordan fik han så flængen over øjenbrynet, og hvordan gik hans skjorte i stykker?”

“Det aner jeg ikke,” sagde Ingrid. “Jeg kunne ingenting se, da jeg lå i badekarret. Men han må på en eller anden måde have gjort det selv. Hvis han blødte så meget, at han også skulle sys, som du sagde, gætter jeg på, at han dunkede hovedet ned i vandhanen. Og sværere er det heller ikke at rive sit eget tøj i stykker. Det er et klassisk kneb for hustrumishandlere. Det ved du nok lige så godt som jeg.”

Stråberg så på hende uden at fortrække en mine.

“Jeg er også betjent,” sagde Ingrid. “Eller har været.”

“Ja,” sagde Stråberg. “Og jeg ved også, at du har siddet i Hinseberg i næsten tre år for grov vold. Tiltalt for drabsforsøg.”

“Det var i nødværge,” sagde hun. “Kjell havde været voldelig over for mig, lige siden vores datter blev født, og jeg vidste, at jeg var nødt til at flygte for at overleve. Men lige da jeg ville forlade lejligheden, kom han hjem og prøvede at stoppe mig med vold. Nu vil han hævne sig. Og han giver ikke op, før han har slået mig ihjel.”

“Jeg har læst dommen,” sagde han. “Det var påstand mod påstand.”

“Ja,” sagde Ingrid. “Jeg ville ønske, at jeg havde samlet beviser sammen gennem årene, men det er let at være bagklog. I nuet vil man bare glemme. Men denne gang har jeg været smartere.”

“Havde du aftalt at mødes med Kjell på hotellet?”

“Er du da sindssyg? Nej!”

Ingrid gjorde sit bedste for at bevare roen. Hun vidste selvfølgelig godt, hvad Kjell var i stand til, men ikke desto mindre forundredes hun til stadighed over hans evne til at fordreje sandheden til egen fordel.

“Har I hørt kassettebåndene med de beskeder, han har lagt på min telefonsvarer?” spurgte hun.

“Ja, det har vi. Men de er ikke videre truende.”

“Nej,” sagde Ingrid. “Det medgiver jeg. Men hvis du var mig, ville du opfatte dem som meget ubehagelige. Og uanset hvad fremgår det af dem, at det var ham, der opsøgte mig og ville ses, ikke omvendt.”

Stråberg nikkede endelig.

“Det er det samme med den seddel, han lagde på min bil uden for min brors lejlighed, sidst jeg var i Stockholm. Han ved præcis, hvor grænsen for ulovlige trusler går.”

“Så desværre holder det næppe i en retssag,” sagde Stråberg.

“Men det samlede indtryk må da alligevel være, at han er ude efter mig? Når han monterede en lyddæmper på pistolen, beviser det da, at han ville bruge den til at dræbe mig og derefter flygte.”

“Vi har ikke fundet nogen lyddæmper.”

“Jamen I guder, den kan da ikke bare forsvinde? Den sad jo på pistolen, kort før politiet kom. Har I overhovedet ledt ordentligt?”

Stråberg kneb munden sammen.

“Er du overhovedet sikker på, at det var en lyddæmper?” sagde han.

“Jeg ved godt, hvordan sådan en ser ud,” sagde Ingrid.

“Ja, det er jeg med på. Men du stod trods alt bag et gardin, og du var chokeret og bange. Så kan man nemt få lidt galt fat i tingene.”

“Det var lyddæmperen, der fik mig til at gå så meget i panik, at jeg tissede i bukserne,” sagde hun. “Det var sådan, det gik op for mig, at jeg ikke ville slippe levende ud af værelset.”

Stråberg nikkede igen.

“Har I talt med Conny Ullgren fra Norrmalms Politi?” spurgte hun.

“Hvem?”

“Han er en tidligere fælles kollega til mig, Kjell og Benny Jörgensen, som arbejder her nu. For et par uger siden ringede han til Benny og sagde, at Kjell ville hævne sig på mig.”

“Conny Ullgren, siger du?” Stråberg tog en kuglepen op.

Hvis Conny gik med til at vidne mod Kjell i en retssag, kunne det blive afgørende, tænkte Ingrid. Var der andre, der kunne gøre det? Politiet ville sikkert tale med Berit fra socialforvaltningen, men hun havde næppe noget negativt at sige. Kjell havde garanteret ikke optrådt truende over for hende endnu, i så fald ville det være tjenesteforsømmelse fra hendes side at lade ham se Anna.

“Okay,” sagde Stråberg. “Jeg har ikke flere spørgsmål lige nu.”

“Er fristforlængelsen på mandag?” spurgte Ingrid.

“På onsdag.”

Så havde de en uge til at få Conny til at afgive forklaring og til at finde lyddæmperen.

Ellers ville Kjell aldrig kunne dømmes for drabsforsøg, indså hun, men slippe af sted med højst vold. Måske ville det ikke engang være nok til en kortere fængselsstraf. Snart kunne hun blive tvunget til at tage af sted igen, finde et nyt gemmested i en anden landsdel, og kontakten med Anna ville blive endnu mere kompliceret, end den i forvejen var.

På en eller anden måde måtte hun få fundet de beviser, der skulle til. Og først ville hun tale med Tanja.