SØNDAG DEN 9. MAJ

1

Vestenvinden kom ind fra havet og hvirvlede støv op fra det gamle hjulspor, der løb tværs over heden. Solen bagte over det øde landskab. Anne Lebæk kneb øjnene sammen mod lyset. Rygsækkens remme skar i hendes skuldre, og den fugtige tanktop klistrede til huden.

Vandreturen fra Hvertsund ud til Skt. Nikolaj Kirke var egentlig mest for skridttællerens skyld. Apple Watchen havde siddet om hendes håndled, siden Cecilie, hendes mellemste søster, forærede hende det, da hun selv havde købt en nyere model. Anne havde ellers forsvoret, at hun nogensinde ville bære et ur, der overvågede stort set alt, hun foretog sig, men hun var blevet fanget af, hvordan det registrerede hendes bevægelser og motiverede hende til at nå de træningsmål, hun havde sat sig.

Nu fortrød hun imidlertid, at hun havde valgt at gå til kirken i stedet for at tage bilen, som hun plejede, når bogklubben mødtes. Det var ikke kun på grund af varmen, men også det faktum, at gåturen gav hendes tanker frit løb til at dvæle ved alt det, hun helst ville glemme.

Anne standsede, krængede rygsækken af og fandt vandflasken frem. Hun tog en slurk og tørrede en dråbe væk fra hagen med håndryggen, mens hun så ud over landskabet, som strakte sig uendeligt foran hende. Hvertsund lå bag hende mod syd, og mod vest rejste klitterne sig som sandbølger i horisonten. Ikke en levende sjæl var at se på den vindblæste hede. Som barn havde Anne tilbragt utallige timer her sammen med Cecilie og deres yngste søster, Margit. De gik rundt med deres mor og samlede bær til syltetøj og snaps; havtorn, porse, tranebær, sortbær og mosebøllebær, der mindede om blåbær, men havde en mildere smag. Hun huskede, hvordan de cyklede hjem med fyldte poser i cykelkurvene. Hænder og arme ømme og oversået med rifter. Det var før ulykken, der havde gjort Margit hjerneskadet.

Anne lagde vandflasken tilbage i rygsækken og svingede den over den ene skulder. Tankerne snurrede rundt som en karrusel i hendes hoved, men én tanke vendte hele tiden tilbage: Rasmus. Barndomsvennen og ungdomskæresten. Skilsmissen havde ført hende tilbage til sin hjemegn og ind i hans arme, uden at hun for alvor havde sat spørgsmålstegn ved det, men da en ødelæggende stormflod ramte fiskerbyen i februar, havde hun afsluttet forholdet. Som ekstern konsulent i Hvertsund Politi havde hun været involveret i flere drabssager, og følelserne for politimanden Torkild Høegh var blevet for stærke til, at hun kunne blive ved med at ignorere dem. De havde kun været sammen i tre måneder og snakkede allerede om at flytte sammen. Hun var dybt forelsket, men samtidig fyldt med en følelse af skyld og skam, selvom bruddet med Rasmus havde været nødvendigt. Sandheden var, at hun havde svigtet ham i en svær tid. Stormfloden havde ødelagt Rasmus’ fiskekutter, hans stolthed og levebrød. Uden arbejde og indtægt var han blevet tvunget til at tage hyre på en bomtrawler.

Lyden af det brusende hav blev kraftigere, efterhånden som hun nærmede sig den smalle asfalterede vej, der førte op til Skt. Nikolaj Kirke.

Anne tørrede sveden af panden og kiggede sig omkring. Rasmus’ far, Ansgar, havde engang fortalt, at der i hans barndom lå en klynge fiskerhuse her. Nu stod kun ét tilbage. Det gamle bindingsværkshus hvilede på et solidt fundament af flintesten, og stråtaget hang tungt over den mørkeblå hoveddør.

Fiskerhuset og den ældre Skoda på flisearealet tilhørte Kirsten Skovgaard. Bag de småsprossede vinduer var der mørkt. Kirsten var sandsynligvis allerede i gang med at forberede bogklubbens møde i den gamle kirke. Gruppen, der mødtes hver anden søndag, bestod af en broget skare på otte litteraturentusiaster. De havde læst sammen i det sidste halve år, og i dag skulle de diskutere Djævlegrebet af Lina Wolf. Romanen, fyldt med æselører og overstregninger, lå i Annes rygsæk. Kirsten havde fra starten indført klare regler for bogklubben: Hvert medlem valgte én bog om året. Diskussionerne var fortrolige. Alle meninger skulle respekteres, og møderne begyndte præcist til tiden. Den sidste regel fik Anne til at fortsætte op ad Klitvej. Hun var et kvarter forsinket. Turen over heden havde taget længere tid end forventet.

Efter få minutters gang nåede hun bakketoppen, og Skt. Nikolaj Kirke kom til syne. Sveden drev af hende. Hun standsede kortvarigt for at få luft og betragtede den hvide bygning med det høje tårn. Havets vedholdende nedbrydning af Hvertsund Knude betød, at afgrunden hvert år rykkede tættere på kirken.

Den var opført i 1100-tallet og viet til sømændenes helgen Skt. Nikolaj og havde i generationer fungeret som et pejlemærke for søfarende. Man kom op i tårnet via en indvendig trappe, og udsigten over havet var storslået. Det vidste Anne, fordi hun havde stået deroppe mange gange som barn. Hendes far havde ofte taget hende med ad den stejle, smalle trappe, og når de nåede toppen, pegede han ud mod horisonten og forklarede, hvordan sømændene engang brugte tårnet til at navigere efter. Hans stemme havde givet hende den samme tryghed som de solide mursten omkring dem. Det var et af hendes tidligste minder.

I dag var den gamle kirke nedlagt, da der knap var folk nok tilbage i sognet, men hvertsundboerne havde samlet penge ind og ombygget den til et kulturcenter.

Anne længtes efter at komme indenfor. Skuldrene værkede under rygsækken, og fødderne var hævede og ømme. Et blik på Apple Watch viste, at det var blevet til 7.206 skridt. Færre, end hun havde troet.

Hun skubbede den solide trædør til våbenhuset op og udstødte et lettelsens suk, da kølig luft slog imod hende. Et øjeblik lukkede hun øjnene og mærkede sveden tørre på huden, inden hun gik videre ind i kirkeskibet, der nu fungerede som kulturcenterets udstillingsrum. Alter, døbefont, prædikestol og andet kirkeinventar var fjernet for længst. Dagslyset strømmede ind gennem de gotiske vinduer og oplyste den nye kunstinstallation. Den bestod af et netværk af reb spændt ud mellem gulv og loft. Grove hampereb snoede sig på kryds og tværs, mens fine, næsten usynlige tråde af guld og sølv fangede lyset. På gulvet stod flettede kurve med garnnøgler, som besøgende kunne bruge til at binde deres egne knuder.

Anne skyndte sig videre til mødelokalet i sideskibet, hvor bogklubben holdt til. Hun stak hovedet ind og hilste på fire af medlemmerne, der havde bænket sig rundt om mødebordet.

“Er de andre kommet?” spurgte hun.

“Johannes og Konrad er i køkkenet,” svarede Emma Hansen. Med sit skarpe, asymmetriske hår og en garderobe, der kombinerede vintage og moderne chik, skilte hun sig ud fra det traditionelle bibliotekarimage. Lars Møller, tidligere landmand, sad ved siden af hende. Over for ham havde Nadia Farooqi, en ung apoteker med et venligt smil, taget plads. Den fjerde ved bordet var Ann Kristensen, som arbejdede i fiskebutikken på havnen. Hun var især glad for psykologiske thrillere, og det var hende, der havde valgt Djævlegrebet. Romanen lå på bordet foran hende.

“Hvor er Kirsten?” spurgte Anne.

“I hvert fald ikke her,” svarede Lars Møller. “Og hvis hun ikke snart dukker op, smutter jeg. Jeg har andet at tage mig til.”

“Okay, okay,” sagde Anne. “Jeg går ned og hilser på Johannes og Konrad.”

Hendes skridt gav genlyd på fliserne, da hun gik mod køkkenet. Duften af kaffe og nybagte boller fik maven til at knurre. Ved kaffemaskinen stod sognepræst Johannes Nielsen og Konrad Simonsen, pensioneret landbetjent, og talte dæmpet sammen. Konrad Simonsen og Kirsten Skovgaard var halvsøskende, men de omtalte det aldrig.

Inden Anne nåede at spørge efter Kirsten, tog Johannes ordet.

“Hvad synes du om den nye kunstinstallation?” spurgte han, mens han hældte kaffe op til hende. Sognepræsten var i begyndelsen af halvtredserne, høj og rank, og bar et sølvkors om halsen. Hans hår var gråt, men øjnene lyste af energi. Johannes havde stået for begravelsen af hendes far, og hun huskede stadig hans ro og venlighed med taknemmelighed.

Anne rystede let på hovedet.

“Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår meningen med det,” indrømmede hun. En svag lugt af alkohol nåede hendes næsebor, da Johannes rakte hende kaffekruset.

“Livets Net kalder kunstneren det. Det er noget af et syn,” sagde Konrad. Han var en korpulent mand med moustache og tilbagestrøget hår holdt på plads med pomade. Et vintageur var spændt om hans håndled.

Anne havde mødt Konrad Simonsen første gang som nybagt student, da han som landbetjent stod i spidsen for, hvad der viste sig at være en nytteløs efterforskning af hendes vens forsvinding.

Johannes så på Konrad.

“Det er ret imponerende, hvordan kunstneren har fået det hele til at hænge sammen, bogstaveligt talt. Idéen med, at det symboliserer vores forbindelser til hinanden og til havet.”

Konrad nikkede tavst og gav sig til at tømme opvaskemaskinen. Damp strømmede ud gennem den åbne låge.

“Det får én til at tænke over, hvor afhængige vi er af hinanden. Selv de mindste ting, vi gør, kan have betydning for helheden.” Johannes rørte flygtigt ved sølvkorset om sin hals. “Et netværk er kun så stærkt som de bånd, der holder det sammen. Det er vel det, kunstneren vil have os til at tænke over.”

Johannes tav, og Anne greb muligheden.

“Hvorfor er Kirsten ikke kommet endnu? Vi skulle have været i gang for en halv time siden,” sagde hun og mærke

Tidevand. indd 17 12/12/2025 13.26

de en kuldegysning løbe ned ad ryggen. Hurtigt fandt hun en bluse frem fra rygsækken og trak den over hovedet.

“Det så ud, som om hun er hjemme. Hendes bil holder der i hvert fald, og …” Anne afbrød sig selv, da mobilen vibrerede i lommen på hendes afklippede jeans. Rasmus’ navn på displayet. Hun åbnede beskeden: Du kan ikke blive ved med at ignorere mig.

Sekundet efter kom endnu en sms: Kom nu til fornuft, for guds skyld.

Johannes så undersøgende på hende. Anne slog øjnene ned og fandt Kirstens nummer i kontakter. Fingrene trommede mod køkkenbordet, mens hun ventede. Intet svar. Hun forsøgte igen, stadig uden held.

Anne stak mobilen tilbage i lommen og greb sin rygsæk.

“Jeg går ned til hende,” sagde hun.

“Er det virkelig nødvendigt?” sagde Konrad, mens han lagde teskeer i en flettet kurv. “Det er frygtelig varmt i dag, og Kirsten kommer sikkert snart.”

Johannes rakte ud efter en vandflaske på bordet.

“Vi følges ad,” sagde han. “Du skal ikke gå alene.”