Q&A med Viveca Sten: “Jeg blev inspireret af tanken om grænser – både de ydre mellem lande og samfund og de indre inde i os mennesker”
Årets svenske krimiforfatter 2024 er tilbage med den sjette bog i sin populære serie.
Hvad inspirerede dig til at skrive Grænseløberen?
Jeg blev inspireret af tanken om grænser – både de ydre mellem lande og samfund og de indre inde i os mennesker. Hvad får os til at overskride en moralsk, følelsesmæssig eller juridisk grænse? Grænseløberen voksede frem af netop det spørgsmål.
I hele Mordene i Åre-serien har du altid et aktuelt politisk emne. Kan du kort fortælle lidt om, hvad der optager dig i samfundet, og hvordan du formår at få de store samfundtematikker ind i en mindre by som Åre?
Jeg interesserer mig for, hvordan store samfundsspørgsmål påvirker almindelige mennesker i deres hverdag – magt, uretfærdighed, marginalisering, økonomiske interesser og sociale spændinger. Et mindre sted som Åre fungerer som en slags mikrokosmos, hvor konflikter bliver mere koncentrerede, mere personlige og ofte mere dramatiske. Det gør det muligt både at fortælle en spændende historie og samtidig spejle større strukturer i samfundet.
Hvor meget er du inde over manuskriptet til Netflix-serien? Og hvordan er det at arbejde med karakterne/skuespillerne?
Jeg er meget involveret i manuskriptarbejdet. Jeg læser hver version grundigt og kommer med kommentarer – dels fordi jeg selv gerne vil være tæt på fortællingen og karaktererne, dels som en naturlig del af min rolle som executive producer. Det har været både spændende og inspirerende at se karaktererne få liv gennem skuespillerne. De tilfører nye nuancer og nogle gange uventede fortolkninger, som også kan berige fortællingen.
Du har tidligere arbejdet som advokat – bruger du noget af din erfaring fra dengang i dine bøger?
Absolut. Juristfaget har præget mig mere i mit forfatterskab, end man måske skulle tro. Jeg blev vant til at tænke på logik, årsag og virkning – så den viden hjælper mig med at holde styr på både beviskæder og intrigetråde og sikre, at intet overlades til tilfældighederne
Kan du løfte sløret for din næste bog?
Hvis I lover ikke at fortælle det videre 🙂 Jeg fortsætter med at udforske spænding, relationer og stærke følelser – nye hemmeligheder og et miljø, som spiller en afgørende rolle.