Det var forbløffende, så meget hun nåede at tænke. Hun turde ikke åbne øjnene, ville ikke se. Små prikker begyndte at danse foran hende i mørket, som stjerner, der hvirvlede rundt.

Hun ville ikke dø. Hun ville skrige, kradse, slå sig løs, men kroppen nægtede at adlyde. Besynderlige tanker kom og gik med lynets hast. Irrationelle tanker. At hun aldrig ville få købt nye Buffalo–sko. At hun ikke ville komme ud at sejle igen. At hun ikke ville få set, hvad der skete i Beverly Hills. Store tanker kom og gik lige så hurtigt, ind imellem de små. Hun ville aldrig blive gift. Aldrig få børn. Aldrig opleve friheden ved at flytte i egen lejlighed.

Mørket omsluttede hende mere og mere. Tankerne blev færre og færre. Tårerne pressede sig på inde bag de lukkede øjenlåg, men der kom ingen tårer. Hun prøvede desperat at forstå, prøvede at tvinge hjernen til en eller anden erkendelse af, hvad der foregik. Men kunne ikke. Hun kunne ikke få luft. Hænderne adlød hende i få sekunder, og hun forsøgte at fortrænge det, der slyngede hende ud i mørket. Men forgæves. Og kroppen holdt op med at adlyde hende igen.

Små splinter af lys brød gennem mørket. Som en tunnel, der åbnede sig. Hun ville ikke se lyset, ville hellere blive i mørket. Mørke var håb, og hun vidste, at hvis hun gik mod lyset, ville håbet ikke være der mere. Mørket kunne hun komme ud af, men ikke lyset. Lyset ville vare evigt.

Det var, som om benene gav efter under hende, selvom hun allerede lå ned. Lyset lynede inde bag øjenlågene, og det blev sværere og sværere at holde fast. Da hun til sidst gav op og lod sig favne

LØRDAG

“Er du da komplet inkompetent? Makrellen har fået for meget, den er sgu da knastør!”

Et rabalder fra køkkenet fik det til at gibbe i gæsterne inde i restaurantlokalet.

“Det lyder som et afsnit af Hell’s Kitchen,” hviskede Erica Falck og lænede sig ind over bordet mod sin mand, Patrik. “Han skælder næsten værre ud end Gordon Ramsay.”

“Mad og underholdning,” sagde Patrik med et skævt smil og strakte nysgerrigt hals for bedre at kunne se ud i køkkenet.

“Det er åbningsaftenen. Ikke så sært, at der er lidt børnesygdomme i starten,” sagde Erica. “Men hvis resten af maden er lige så god, kan Gabriel for min skyld smide med alle de gryder, han vil.”

Hun tog en mundfuld mere af den første servering, en perfekt tilberedt kammusling med spæde grøntsager og en form for hummerskum, der svævede som en sky over retten.

“Jeg håber bare, vi snart får noget mere,” knurrede Patrik. “Der var kun lige til den hule tand. Vi må snuppe en pizza på hjemvejen, hvis det bliver ved på den måde.”

Erica himlede med øjnene.

“Åh, man kan da heller ikke tage dig med nogen steder hen.”

Hun rakte ud igen og klappede ham på låret, hævede så sit glas hvidvin.

“Skål for en voksenaften. Uden børn. Den første, siden Nora blev født. Det er ikke til at fatte, at hun allerede er seks uger.”

Patrik skålede med hende, og de drak hver især en nydelsesfuld slurk af vinen, hvorefter han lænede sig frem og kyssede hende på munden. I det samme lød der flere eder og forbandelser og endnu et kæmpe rabalder ude fra køkkenet, så de kom til at fnise.

Erica så sig om. Stedet var næsten ikke til at kende. Gröna Lid var et af de mest traditionsrige steder i Fjällbacka, og gennem årene havde det fungeret som biograf, pensionat, dansested, restaurant og natklub. Endda bank i en periode. Nu var der igen restaurant, og lokalerne havde gennemgået en totalrenovering, før de åbnede under navnet Hav & Salt. Væggene var malet i en diskret lysegrøn farve, bordene var af lyst træ med perfekt strøgne hvide duge, og køkkenet strålede splinternyt i stål og aluminium. Det myldrede med liv og leben i det åbne køkken med direkte indkig fra restauranten, og Erica iagttog fascineret personalets effektive bevægelser. Det lignede næsten en dans, så perfekt koordineret var det hele. De gammeldags franske døre med glasruder stod åbne, og augustaftenens varme flød sammen med den svale temperatur indendørs.

“Jeg håber bare, det kan løbe rundt,” sagde hun bekymret og skimmede menukortet, der lå ved hendes tallerken. “Det er ret avanceret mad. Det bliver sikkert svært i vinterhalvåret.”

“Hey, Tyttebær-Maja, sagde du ikke lige selv, hvor skønt det er, at Gabriel Rudberg åbner restaurant her?”

“Jo, og jeg synes også, det er skønt. Jeg håber bare, de kan få det til at løbe rundt. Men hvor er det fint, at de holder den officielle åbning på trediveårsdagen for Sofies forsvinden.”

Ericas blik søgte over mod det indrammede foto, der hang på væggen på den ene langside. Familien Rudberg på den restaurant, som Allan havde haft dengang. Han og sønnen Gabriel på den ene side af et bord, mens Yvonne og hendes datter, Sofie, stod på den anden side. Det så ud til at være taget i Sofies tidlige teenageår.

“Hvordan går det så her?”

Gabriels bonusmor, Yvonne Rudberg, stod ved deres bord og smilede stort, mens hun stillede nye tallerkener foran dem.

“Her har I jomfruhummer med pastinakpuré og friteret tang,” sagde Yvonne stolt.

Hun fór sammen, da der lød endnu en ed ude fra køkkenet. Et nyt, lidt nervøst smil.

“Premierenerver,” sagde hun lavmælt.

“Det er da bare underholdende,” indskød Patrik og tog en bid af jomfruhummeren efter først at have skulet skeptisk til tangen.

“Vi vidste ikke, om det ville føles rigtigt eller forkert at åbne restauranten lige på den her dato. Eller rettere: Gabriel og Allan var i tvivl, men jeg … Jeg ville gerne have hende her. Det er også derfor, jeg træder til som tjener i aften. Fra i morgen må de klare sig selv.”

Erica lagde en hånd på Yvonnes.

“Jeg synes, det er helt perfekt, at I åbner i aften.”

Yvonne nikkede bare og klappede lidt med sin anden hånd på Ericas. Så kastede hun et blik over mod fotografiet på væggen, slap Ericas hånd og gik videre til næste bord i den godt fyldte, summende restaurant.

“Jeg så indslaget på morgen-tv i morges,” sagde Patrik og skrabede det sidste puré op på gaflen med et blik på Erica. “Det overrasker mig lidt, at du aldrig har skrevet om Sofies forsvinden.”

Erica trak på skuldrene.

“Tanken har strejfet mig, men jeg ved ikke … Sofie gik et par klasser over mig, og jeg kendte hende kun af udseende, men det føles alligevel som lidt for tæt på.”

“Du skrev da om Alexandra?”

“Ja, men vi havde noget uafsluttet. Alexandra var min ven. Bogen om hende var min måde at søge svar på. Sofie hang ud med de seje ældre piger. Hun var en af de uopnåelige. Nej, jeg ved ikke. På en eller anden måde ville det føles sensationslystent.”

“For helvede da – du kalder dig kok, og så kan du ikke engang salte ordentligt?!”

Gabriels brølende stemme rungede ud i lokalet, og Patrik trak på smilebåndet.

“Er det helt skørt af mig at synes, det er sjovt? Men seriøst – der må da komme nogle større portioner. Jeg er ved at vansmægte af sult. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med at spise tang.”

“Mon ikke du overlever,” sagde Erica tørt.

Hun tog en slurk vin mere. Det havde sine fordele ikke at amme.

Da de kom hjem et par timer senere, lå alle børnene og sov i deres senge. Patriks mor, Kristina, lå på langs i sofaen og sov også sødt. Erica lænede sig frem og vækkede hende nænsomt.

“Så er vi hjemme. Tusind tak for børnepasningen, det var virkelig dejligt at få lidt voksentid sammen.”

Kristina satte sig op, gabte og rettede på sofapuderne.

“Åh, det var ikke spor til besvær. De har været nogle små englebørn. Selv tvillingerne. Og den lille er så skøn.”

Erica følte et stik i brystet. Hun havde elsket sin yngste datter, fra første gang hun så hende, men var konstant bekymret for, hvordan andre ville møde hende. Verden var ikke altid så nådig mod dem, der ikke var som alle andre.

“Ja, hun er dejlig,” sagde hun og gav Kristina et farvelknus.

Patrik stod allerede i køkkenet.

“Jeg snupper en mad. Altså, det var superlækkert, selv det dér tanghalløj. Men jeg er stadig sulten, og vi fik jo ikke den pizza …”

Erica betragtede sin mand i lyset fra det åbne køleskab. Han havde taget bukserne af og stod i strømper, underbukser og skjorte. Der var et par grå stænk ved tindingerne, og han havde fået flere smilerynker om øjnene.

Aldrig havde han været flottere.

“Jeg elsker dig,” sagde hun. “Gud, hvor jeg elsker dig.”

Allerede som barn havde hun været en natteravn, til sine forældres frustration. Men gennem årene med Tage havde de sene aftentimer fået en helt anden betydning. For det meste gik han ud som et lys allerede ved nitiden, næsten altid i lænestolen, hvor han tilbragte de fleste af sine vågne timer efter arbejde.

Hun var kommet til at hade den lænestol. Fra den havde han udsyn til hele stueetagen: dagligstuen, køkkenet og den lille spisestue. Og dermed til hende.

Hun vidste aldrig, hvornår han ville flyve op fra lænestolen. På grund af noget, han mente, at hun havde gjort, eller ikke gjort. Nogle gange blev det ved en lussing. Men andre gange havde hun måttet på skadestuen.

Hun havde aldrig forrådt ham. Af mange grunde. Børnene. Skammen. Erkendelsen af, at hun havde giftet sig med ham, selvom alle indtrængende havde tigget og bedt hende om ikke at gøre det. Og fordi hun vidste, at han ville dræbe hende, hvis hun anmeldte ham.

Trods alt det, lænestolen havde bragt med sig, havde hun ladet den stå. I tredive år.

Børnene havde allerede været forbi og spurgt til huset. Det overraskede hende, at de ventede så længe, som de gjorde. En måned efter at hun brækkede hoften og indså, at hun ikke ville kunne blive boende derhjemme. Da var de begyndt at kredse som gribbe. Selvfølgelig forklædt som omsorg. De ville have, at hun skulle flytte i en beskyttet bolig. Der var så hyggeligt, sagde de. Hun ville få lidt mere selskab og ikke være så alene, sagde de.

Hun skulle vel bare være glad for, at de i det mindste ikke foreslog Aldersro. Sidste stop før kirkegården, som Tage havde kaldt det. Hvad børnene ikke forstod, var, at hun havde klaret sig selv i alle årene. Og hun havde været alene i alle årene. Hun var ikke bange for at være alene.

Hun havde været bange for deres far, ikke for at være alene.

Kaffen var ved at blive kold, og hun rejste sig for at skænke en ny kop. Normalt kunne hun ikke drikke kaffe om aftenen, men nu gjorde det ingen forskel. Hun sov alligevel ikke. Havde ikke sovet i en måned. Kun korte blund, som mundede ud i mareridt, der vækkede hende med et sæt.

Hun havde troet, at hun ville blive fri. Endelig fri. Til sidst. I stedet havde væggene i hendes fængsel trukket sig mere og mere sammen. Nu var der så trangt, at hun næsten ikke kunne få luft. Hun vidste ikke, hvorfor en sprække i hoften blev den udløsende faktor. Men det havde alt sammen sat gang i noget, som hun ikke længere kunne stoppe.

Børnene skulle få deres vilje. De havde ikke behøvet at prøve at overtale hende. Hun vidste, hvad huset var værd. Med dets beliggenhed lige over for rækken af bådehuse, med udsigt over hele havneindløbet, kunne det indbringe mange millioner. Maria og Mikael sad begge godt i det, men hun kunne se deres øjne tindre ved tanken om et salg.

Hun havde fejlet. Hun havde ikke formået at give noget af sig selv videre til børnene. Når hun så på dem, så hun kun Tage. Hun kunne ikke gøre mere for dem nu. Pengene ville ikke gøre dem lykkelige. De havde det ikke i sig.

Ligesom deres far var de evigt utilfredse, konstant forurettede over alt det, de ikke fik af livet, som de mente at fortjene. Det var hende, der havde opfostret dem, passet dem, givet dem plaster på, kysset dem på panden, når hun puttede dem om aftenen. Alligevel havde Tage fra sin lænestol formået at gøre dem til sine. Hans gener havde vundet over hendes kærlighed til dem.

Det eneste, hun kunne gøre nu, var at fordrive mareridtene ved at stå ved sin sandhed. Hun ville savne udsigten her. Savne at se Valön rejse sig majestætisk over det gråblå vand. Savne at se udspringstårnet på Badholmen aftegnet mod aftenhimlen. Men i det mindste ville hun endelig langt om længe blive fri.