Prolog

Det var en helt almindelig lørdag aften. Ikke sådan en dag, der normalt ville ætse sig ind i ens erindring, men jeg husker hver detalje. Sådan er det tilsyneladende med traumatiserende øjeblikke. De borer sig så dybt ind i hjernen og kroppen, at man bliver ved med at genopleve dem efterfølgende, som en film, hvor man ser den samme scene om og om igen.

Jeg lå med hovedet på Marcs mave og så et afsnit af Game of Thrones, sæson 3, afsnit 9. Vi havde bestilt sushi, og nu var vi mætte. Ventilatoren snurrede. Hvis jeg havde været en kat, ville jeg have spundet af velvære.

Jeg sukkede, da telefonen ringede. Hvem var nu det på denne tid af døgnet?

Der stod ‘Mor’ på skærmen. Jeg blev irriteret. Hun vidste udmærket godt, at jeg blev nervøs, når telefonen ringede så sent på aftenen.

Jeg ville ønske, jeg ikke havde taget den. Jeg ville ønske, det aldrig var sket.

Det er seks måneder siden, og jeg er stadig ikke kommet mig over det.

1

Mandag, regnvejr, februar: alle ingredienserne til en rigtig lortedag.

Bilen kører fremad, men jeg har mest lyst til at bakke. Så drejer jeg ned ad alleen. Et skilt på et træ fortæller, at jeg bare skal fortsætte ligeud. Måske ville ingen bemærke det, hvis jeg vendte bilen. Jeg kører ind på en lille parkeringsplads, der ser temmelig forsømt ud. Jeg svinger rundt og parkerer foran den store bygning.

Les Tamaris

Ældre lig

Det virker bekymrende, at selv smedejernsbogstaverne på facaden flygter herfra. Måske er der tale om en misforståelse. Måske er det slet ikke et plejehjem. Måske er der fuldt af ældre lig, og så er det virkelig bekymrende.

De sidste skridt hen til indgangen tager en evighed.

Et skridt. Jeg kan stadig nå at vende om.

To skridt. Jeg skal bare gå tilbage til bilen.

Tre skridt. Ingen vil alligevel opdage det.

“Kom indenfor! Vi har ventet dig!”

Jeg når slet ikke helt derhen, før en kvinde dukker op i døråbningen. Hun er stor og kraftig, og hendes hår er så kruset, at hun bruger det som blyantsholder. Jeg leder efter en flugtvej, en undskyldning for at stikke af, men kan ikke finde på noget. Så jeg smiler høfligt, giver hende hånden og følger efter hende ind til de næste otte måneder af mit liv.