Q&A med Daniel Dencik: “Jeg læste et sted, at vi taler mere om penge i dag, end hvad mennesker nogensinde har gjort før”
Daniel Dencik er tilbage med ni noveller om mennesker og penge. Om livet, der tager en radikal drejning på grund af noget, vi har kært. I Daniel Denciks uforlignelige univers, der svinger mellem det grusomme og det grinagtige, det rablende og det rørende, bliver det til fortællinger til tiden – om den verden, vi bebor, mens kloden går under.
Hvad inspirerede dig til at skrive Kroner og øer?
Jeg læste et sted, at vi taler mere om penge i dag, end hvad mennesker nogensinde har gjort før. Det var den ene oplysning, der satte gang i det hele. Jeg ville gerne forstå hvorfor, og ikke mindst hvad vi taler om, når vi taler om penge? Penge er en målestok for værdi. Jeg fik lyst til at skrive en samling af noveller, der hver især repræsenterer en værdi. Titlen på den enkelte novelle er et økonomisk aktiv eller kan være det. Kan man trække en værdi tilbage på samme måde, som man kan tillægge noget en værdi? Det er vel det, de ni noveller er kommet til at handle om.
Hvad fascinerer dig særligt ved penge og øer?
Øer er jo pr. definition afgrænsede størrelser. Det tiltaler mig at blive begrænset og at være afskåret. Jeg kan længes efter isolationen og selvopholdelsesdriften, man finder på mindre øer. Det kan være som på et skib. Man løber tør, og man finder vej. Og man løber ind i de samme mennesker hele tiden, det kan jeg meget godt lide. Hele den ukendte variabel med økuller er også spændende. Penge kan forløse drømme, så et menneske kan udleve sit potentiale, og bærer i sig selv uden tvivl på noget konstruktivt. Men side om side med skabelsen ligger også det mest destruktive. Fødslen og ødelæggelsen er tæt forbundne og på mange måder to sider af samme sag.
Du har rejst meget og været alle de steder du skriver om – kan du måske fortælle lidt om valget af de forskellige lokationer?
Der er to noveller, der foregår i Filippinerne, som jeg selv er blevet ret glad for. ‘Guld’ og ‘Kontanter’. Jeg var der med min kone og vores to døtre for nylig. Der var nogle ting, der blev meget tydelige. Jeg kunne virkelig se verdens undergang for mig. Der lå ligesom en slagplan i den smadrede natur. Det var selvfølgelig forfærdeligt, men der var en god energi, rent skrivemæssigt, i den destruktive forudanelse.
Hvilken af novellerne har været særlig sjov at skrive om eller hvilken karakter?
Måske de små søstre i novellen ‘Børn’. Alma og Beate kom til verden med deres egen tone og verdensopfattelse. De er stadigvæk en hemmelighed for mig, selvom jeg har skrevet historien om dem. Jeg tror, de har været inde i mig længe. Jeg skulle bare finde dem. Da jeg havde skrevet novellen, gik der flere dage, hvor jeg blev ved med at tænke på, hvordan de mon havde det efter alt, hvad der var sket.
