1

Palisades, New York 2023

Senere vil Ruth sige, at hun vidste det, i samme øjeblik telefonen ringede, allerede inden hun løftede røret. Hun vil sige, at lyden havde noget uheldssvangert over sig. Ingen ringer længere til fastnettelefonen.

Klokken er 20:14 en tirsdag aften i juni, og selvom hun sidenhen vil påstå det modsatte, får hun ingen grum forudanelse, da hun hører den skingre ringetone skære gennem luften. Det, hun i virkeligheden føler, er irritation over, at hun ikke huskede at tage telefonen ud af stikket inden optagelsen. Hun prøver altid at filme sine videoer i ét take, for hvis hun kasserer sit første forsøg og starter forfra, ender videoen med at blive for indstuderet. Selvom hendes karriere kræver, at hun konstant er til stede online, er Ruth ikke typen, som har let ved at spille skuespil. Så da telefonen ringer, bliver hendes irriterede grimasse fanget på videoen, inden hun glider ned fra taburetten. Hun standser ikke for at sætte optagelsen på pause, og derfor får kameraet det hele med: Ruth, som slentrer over gulvet, barfodet i jeans og linnedstunika, til hun til sidst befinder sig i udkanten af billedet. Hun tager telefonen, en vægmonteret antikvitet med perlemorsbeklædning, som Ruth valgte på grund af dens bidrag til rummets udtryk, og fordi hendes datter, Daisy, har overbevist hende om, at gamle, upraktiske genstande nogle gange kan være sjovere end deres moderne, funktionelle modstykker. Telefonen tager sig smukt ud på væggen, selvom den egner sig dårligt til rent faktisk at føre en sam-tale i.

På afstand er Ruths spinkle skikkelse og smalle skuldre mere iøjnefaldende. Videoen viser hende i profil med røret i hånden. Hun står på tæer og strækker hals for at kunne tale ind i det tragtformede telefonrør.

“Hallo?”

Lige i det øjeblik, hvor hun begynder at sno ledningen rundt om fingeren, ændrer hendes positur sig med et ryk. Hun rækker hånden frem for at støtte sig til køkkenbordet og synker sammen i en uflatterende, foroverbøjet stilling. Rummet omkring hende fremtræder stadig præcis, som hun har designet det til at fremstå, et skoleeksempel på den æstetik, som har gjort hende berømt (eller i det mindste berømt-ish, som hendes børn udtrykker det): høje lofter, synlige bjælker, enorme tropiske planter i lertøjspotter. Når man ser værelset på billeder, ved man bare, at der dufter af citroncupcakes og sandeltræsolie, måske med et anstrøg af mynte. Men midt i dette smukt arrangerede tableau er Ruth bare en lillebitte kvinde, som står i et gigantisk rum og modtager forfærdelige nyheder.

“Vent, åh Gud,” siger hun ind i telefonen og læner panden mod den arm, som hviler på køkkenbordet. “Nej, nej,” siger hun, men personen i den anden ende, hvem det så end er, kan ikke høre hende, fordi hun er for langt væk fra det latterlige telefonrør. “Jeg er hendes mor! Ja, selvfølgelig. Hvad mener du med hendes sygdomshistorik? Åh Gud, vent. Hvordan …”

Hendes pande efterlader en mørk plet af foundation på tunikaens ublegede ærme. Hun retter sig op og slår håndfladen mod sit hjerte.

“Ja, hun er forsikret. Selvfølgelig, ja. Kortet burde ligge i hendes lomme. Hvad?”

Ruth krummer sig sammen til en stram knude, mens hun knuger telefonen.

“Ja, det vil jeg gøre,” siger hun. “Selvfølgelig.”

Hun prøver at rette sig op igen, sætter hånden i hoften og læner hovedet tilbage for at kigge ud gennem loftsvinduet. Mørkeblå aftenhimmel. En strimmel måne. Hun prøver at få nogle ord frem, men de sidder fast i halsen. Hun tvinger sig selv til at tale.

“Jeg bliver nødt til at skrive dit nummer ned og ringe tilbage senere,” siger hun hæst og åbner en skuffe i nærheden.

Hun fisker en kuglepen op, men kan ikke finde papiret. Hun tager hætten af kuglepennen med tænderne og skriver på sin hånd.

“Okay,” siger hun. “Ja, okay.”

Efter at have lagt på udstøder Ruth en lyd, som er fuldstændig fremmed for hende. Det er en dyrisk lyd, som kommer fra et sted dybt inde i kroppen. Hun sidder sammensunket og hulker et stykke tid, inden hun kommer i tanke om kameraet. Øjeblikket, hvor det sker, er ikke til at tage fejl af: Erkendelsen toner frem i billedet og tvinger hende på benene. Ruth prøver at ryste frisk luft ind i sin krop, hun skubber sine skuldre bagud og skridter tværs gennem rummet. Men nogle ting er umulige at skjule, og under hendes øjne sidder mascaraen i mudrede klumper.

Udenfor rusker det i træerne, og vinden er så kraftfuld, at den river et par af sommerens blade løs fra de alt for tørre grene. Den pisker hen over landet, længere og længere mod syd til det sted, hvor hendes datter er.

Ruths hvirvlende tanker blæser samme vej.