Læseprøve på 22 BANER af Caroline Wahl
En rå og rørende historie om at komme fra hårde kår og rejse sig i trods. En roman, der med sin usminkede realisme, friske, skæve fortællestil og glimt i øjet har taget Tyskland med storm, solgt over 1 mio. eksemplarer og ligget øverst på bestsellerlisten nonstop i to år.
FØRSTE DEL
Havremælk, mandelmælk, cashewnøddesmør, frosne hindbær, hummus, finvalsede havregryn, chiafrø, bananer, speltpasta, avocado, avocado, avocado. Min leg: Jeg må ikke kigge op. Omkring de tredive, mand, ranglet af bygning, uindfattede briller, Levi’s–T–shirt, gætter jeg på og siger: “30,72 euro.” Jeg kigger endelig op, og da jeg ser Levi’s–logoet, føles det som en sejr og udgør måske endda dagens hidtidige højdepunkt. Ganske vist er det en yngre kvinde, men at kunne gætte den rigtige T-shirt er ret godt gået.
Fire timer senere lægger jeg discountudgaven af Mirácoli-spaghetti, billige havregryn, bourbon-vaniljesauce fra Dr. Oetker og sødmælk på båndet. “4,06 euro,” siger fru Bach, jeg betaler, putter varerne ned i min rygsæk og løber mod stationen.
Sporvogn, uni, opgaveark og kopiere tekster. Jeg har en stram tidsplan, en kopimaskine, der tre ud af fire gange ikke virker, passer dårligt ind. “Papirstop”. Jeg mærker vreden boble i mig ved synet af ordet, knytter næverne og stirrer på den dumme, hvide kasse. En trang til at begå hærværk melder sig.
Sporvogn, løse opgavearket, svømme, Ida. Opgaverne er til at overkomme, og jeg når at løse dem alle i løbet af den niogtres minutter lange køretur fra universitetet til svømmebadet. Jeg ånder klorlugten dybt ind, smider min rygsæk på bænken ved siden af Ursulas farverige fletkurv og hiver kjolen over hovedet. Jeg springer i vandet med hovedet først, dykker helt ned på bunden i den dybe ende og sætter mig og iagttager aktiviteterne i bassinet nedefra. Et virvar af hektisk spjættende barneben, et par mere eller mindre hektisk spjættende pensionistben, dykkende barnekroppe, et blandet udvalg af ben i bassinkanten. Det samlede indtryk af alle disse bevægelser: Folk har det sjovt, så vidt jeg kan bedømme hernedefra. Jeg støder fra mod bunden for at svømme mine toogtyve baner, men da jeg er nået til nummer tyve eller toogtyve og ikke er sikker på, om det er nummer tyve eller toogtyve, bliver jeg irriteret på mig selv og svømmer som straf yderligere fem.
Ursula: Før var der en lille dreng, der hoppede lige ud i mig. Bare sådan uden videre.
Jeg kigger spørgende på hende.
Ursula: Jeg svømmede helt normalt, stille og roligt hen mod enden af bassinet, som jeg plejer, og pludselig ser jeg den her lille rødhårede møgunge foran mig, der træder tre skridt tilbage og hopper ud i mig. Bare sådan uden videre.
Mig: Vildt.
Ursula: Og jeg er sikker på, at han kiggede mig i øjnene, inden han tog tilløb. Det var med vilje.
Jeg nikker.
Mig: Han ville bare hoppe ud i dig.
Ursula: Ja.
Vi siger ikke noget.
Mig: Vis mig lige, hvem det er.
Ursula nikker.
Mig: Så hopper jeg også ud i ham.
Ursula nikker.
Vi siger ikke noget. Tavshed er en god ting sammen med Ursula. Hun stiller ikke nogen dumme spørgsmål. Hun snakker kun, når der er noget relevant at snakke om, som for eksempel en dreng, der hopper ud i hende. Nogle dage sidder vi ved siden af hinanden på bænken uden at sige et eneste ord. Vi lukker bare øjnene og lader solen tørre os, inden vi siger farvel med et nik.
Ursula: Hvor er lillesøster?
Mig: Ida kommer kun med, når det regner.
Ursula nikker.
Jeg læner mig ind mod bænken, som solen har varmet op, og lukker øjnene et øjeblik. Det er årets første rigtige varme dage. Juni var ustabil, nærmest som april eller maj. Jeg trækker sommerluften dybt ned i mine lunger. Solcreme, klor, pomfritter og Ursulas intense parfume fylder min krop. Jeg åbner øjnene og kigger på den pastelfarvede aftensolhimmel og trækker også den dybt ind og føler mig let og varm. Jeg ser ud over bassinet. Legeområdet er domineret af en gruppe drenge på rutsjebanen, cirka på alder med Ida, som totalt overgearede skyder ud i bassinet som kugler fra et maskingevær. Ovre på den anden side står to sludrende mødre med småbørn på armen, og lige foran rebet, der markerer afspærringen til svømmeområdet, spiller en mand vandpolo med en pige og en dreng. En far med sine børn, gætter jeg på. Børnene klukker af glæde, og jeg tænker på, om de tit spiller vandpolo med deres far, eller om det er en sjældenhed, og om det er derfor, de synes, det er så sjovt. Ved bassinkanten i svømmeområdet hænger nogle teenagere ud, og jeg genkender et par piger, jeg tidligere gik på årgang med, som ligger og solbader. Angelina, Lena og Jana. Jeg løfter hånden og hilser. Angelina vinker tilbage med et tvungent smil. Vi er vist ikke bonkammerater. Det gibber i min varme krop og løber mig koldt ned ad ryggen, da jeg får øje på en stor, blond fyr med sorte badebukser og et umiskendeligt ondt blik på startskamlen. Ivan, tænker jeg. Jeg synker en klump. Hans smalle, markerede, solbrune ansigt; de isblå øjne med de let sammentrukne, buskede øjenbryn og den lille vrede rynke imellem; og læberne, der er trukket ud til en smal streg. Ivans ansigt er det smukkeste ansigt, jeg kender, næst efter Idas. Eller kendte. Jeg får kvalme. Det strammer til om min hals. Jeg synker et par gange, prøver at trække sommerluften dybt ned i lungerne, blinker med øjnene og prøver at koncentrere mig. Det må være Ivans storebror, for det kan jo ikke være Ivan selv. Jeg leder efter hans navn og bliver rasende på mig selv over, at jeg ikke kan huske det. Mens jeg prøver at komme i tanke om det, forsøger jeg at kigge nærmere på hans ansigt, men det er svært, fordi han er så langt væk. Han ser helt klart anderledes ud end Ivan. Hans blik er endnu mere bistert og uigennemtrængeligt, øjenbrynene sidder endnu tættere, rynken er dybere, og læberne former en endnu mere lige linje. Hvad laver han her? Han bor jo i London eller noget i den stil. Han trækker svømmebrillerne ned over øjnene, laver et elegant hovedspring og crawler derudad. Hans hurtige, glidende og kraftfulde træk adskiller sig fra det kaos, som ellers hersker i bassinet. Når han støder fra mod bassinkanten, bliver han under vandet mindst ti meter, inden han dukker op igen, og senest et halvt minut senere rammer han den modsatte ende, som han så sætter af fra og dykker videre efter en rullevending. Mit blik følger hans bevægelser, og jeg tænker på hans lillebror, på hans stille, raslende latter og hæse stemme. Jeg fjerner ikke blikket fra storebroren, for jeg er bange for at miste ham af syne. Han har desuden en virkelig flot svømmestil, hvilket er lidt af en sjældenhed her i svømmebadet.
Efter den toogtyvende bane dykker han ikke, men bliver ved bassinkanten, tager svømmebrillerne af og vender sig om. Hans blik møder mit. Vi kigger på hinanden. Der er enoghalvtreds meter imellem os, og alle lyde omkring mig forsvinder. Så løfter han øjenbrynene. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg trækker mine øjenbryn sammen og tager min kjole på ud over den våde badedragt, kaster rygsækken over skulderen, nikker til Ursula og går mod udgangen.
På hjemvejen går jeg som i en slags trance og tænker på storebroren, hvis navn jeg bare ikke kan komme i tanke om. Marlene ved det stensikkert. Hun kommer hjem i weekenden på grund af en eller anden fest. Fra i morgen af svømmer jeg treogtyve baner, også selvom jeg ikke rigtig bryder mig om det tal.
På Fröhlichstraße hilser jeg på hr. Feigel, der er i gang med at slå græs, og nikker til de øvrige fem medlemmer af den nye, unge familie, der for et par uger siden flyttede ind i det lyseblå hus ved siden af vores, og som netop nu sidder og griller i haven ude foran. Vores hus er det eneste lejlighedskompleks på vejen, og på sådan en sommeraften, hvor der lystigt bliver slået græs og grillet foran parcelhusene, ser det endnu mere trist ud, end det plejer. Som altid scanner jeg vinduerne i vores lejlighed.
Køkkenvinduerne er dugget til. Mor har lavet mad. Jeg låser hurtigt gadedøren op, træder ind i den stille, kølige opgang og åbner den første dør. Der ligger en måtte, hvor der står “Welcome” på, selvom der egentlig ikke er nogen, der er velkomne her. Der lugter brændt af karry, kylling i karry gætter jeg på og træder ind i det dampende hede køkken. Ida har allerede slukket for komfuret. Der står en gryde med fastbrændte ris og en gryde med en forkullet, udefinerbar gul masse. Jeg åbner vinduet. Det er en lettelse, at brandalarmen ikke er gået i gang. Det ville have været så pinligt. Igen. På køkkenbordet ligger der en væltet karton fløde, mel og samtlige krydderier, vi har. En skuffe står åben, dens indhold er spredt ud over gulvet. Løse pastaer, cornflakes, rasp, havregryn og et tomt vinglas. Hun har ledt efter et eller andet og er sikkert blevet tosset over ikke at kunne finde det og stoppet med at lave mad. Kyllingen ligger udpakket på det tomme spisebord. Det ser lidt uhyggeligt ud. Jeg lægger den i fryseren og åbner døren til stuen, hvor kokken ligger og flyder på sofaen. Hendes brune hår hænger ned foran ansigtet, munden står lidt åben. Den plettede, hvide sommerkjole minder om hagesmækken på et lille barn. Et lille, vindrikkende barn. Mor tager tit kjole på, når hun laver mad, fordi hun for det meste er i godt humør, når hun træffer beslutningen om at gå i gang. Karry- og rødvinspletterne bliver umulige at få af, den kjole er lige til at smide ud. Kjolen er en tætsiddende, hæklet sag, som jeg gav hende i fødselsdagsgave sidste år, men den er allerede blevet alt for stor til hende. Jeg stryger håret væk fra det blege ansigt og lægger en pude under hendes hoved. “Din dumme gås,” siger jeg. Hun kan selvfølgelig ikke høre det, for hun sover tungt. Jeg går ud af stuen og banker på Idas dør. To gange hurtigt efter hinanden, så en kort pause, og to gange langsomt. Så åbner jeg. Hun sidder og tegner, som hun plejer. “Mor har lavet mad igen,” siger hun lavmælt uden at kigge op.
Mig: Det ved jeg godt. Har du allerede spist?
Ida ryster på hovedet.
Mig: Skal jeg lave Mirácoli-spaghetti til os?
Ida: Mirácoli eller den billige?
Mirácoli, lyver jeg.
Jeg rydder op i køkkenet, koger pastaen og råber til Ida, at vi skal spise. Ida har ikke lyst til at snakke i dag. Vi børster tænder. Jeg følger hende ind på værelset, lægger hende i seng og sætter mig på sengekanten.
Mig: Det bliver regnvejr i morgen.
Ida: Det ved jeg godt.
Mig: Svømmebadet?
Ida: Ja.
Mig: Godt. Sov sødt. Jeg elsker dig.
Da jeg lukker hendes dør, hører jeg et stille, “Jeg elsker også dig.”
Langt om længe ligger jeg på ryggen på min madras iført T-shirt og lader den kølige sommernatbrise ramme mig. Dynen ligger sammenkrøllet i fodenden. Jeg er udmattet og kan mærke en tung træthed i hele i min krop, i hver en celle. Jeg kunne falde i søvn på stedet, hvis jeg lukkede øjnene, men jeg vil gerne udskyde øjeblikket så længe som muligt, for de her øjeblikke, som kun tilhører mig, hvor jeg ikke laver noget, ikke tænker på noget, hvor jeg bare ligger og lader den kølige sommernatbrise trænge ind gennem de vidåbne vinduer og ramme mig, er nogle af de bedste på dagen, og dem vil jeg ikke give slip på. Jeg kigger over mod vinduet, jeg kan se silhuetterne af grantræerne bag vores hus. Jeg koncentrerer mig om lyde og lugte, hører cikadernes sang, en bil af og til, en hylende kat, duften af græsplæne og blomster, ellers intet.
Når jeg ligger på min seng, og vinden eller sommernatbrisen trænger gennem de vidåbne vinduer og rammer mig, så er alting godt. Så føler jeg mig let. Når jeg ligger på min madras om natten, så tænker jeg, at jeg godt kan klare alt det, der foregår derude, længe endnu. Så længe vinden kærtegner mig om natten, tænker jeg, at jeg kan kaste mig ind i den krig, der raser derude; mod min mor, hendes