1

Nogle trodser vejret. Andre har jubilæum.

Når en kunde kommer ind ad døren, er der grundlæggende fem muligheder for, hvad vedkommendes ærinde er. 1: Kunden skal til synsprøve. 2: Kunden skal have rettet eller repareret briller. 3: Kunden skal lære at sætte kontaktlinser i. 4: Kunden skal hente nye briller eller kontaktlinser. 5: Kunden vil klage.

Kunder er lige så forskellige som mennesker. De har forskelligt tøj på, bruger forskelligt ordvalg. Nogle siger dav, når de træder ind i butikken, andre goddag. Halløjsa, hvis de er friske. Nogle få taler engelsk, tysk eller med accent. Men alle er de forudsigelige.

Det er ligesom med kærester. Dem møder man. Opdager, at man kan lide dem, inviterer dem på noget at spise eller drikke, tager pænt tøj og måske parfume på for at imponere dem. Så bliver man kærester, møder deres familie og venner. Man flytter sammen, måske gifter man sig og får børn og fællesøkonomi.

Man har meget sex i starten. Så bliver det gennemsnitligt to gange om ugen, det går op og ned, sommer og vinter. Man taler om barndomsminder og drømme, senere gentager man de samme spørgsmål hver dag. Har du sovet godt? og Har du haft en god dag? Man ser tv-serier sammen, lover ikke at se forud, man forpligter sig og taler om tingene. Planlægger weekendture og ferier for at komme væk fra hverdagen i håb om at få mere lyst til sex og nærhed, og nogle gange giver det det ønskede resultat. Måske tager man på, måske forpupper man sig sammen på sofaen om vinteren, og hvis det hele bliver for meget, men man ikke rigtig orker at slå op og starte forfra, siger man Jeg keder mig eller Lad os prøve med noget sexlegetøj eller Lad os starte hos en parterapeut. Troels og jeg synes selv, vi er mere opfindsomme. Man har jo kun det sjov, man selv laver.

Hvis man er i trediverne og har venner, er der også stort set kun fem emner, man taler om: boligkøb, renoveringer, bryllupper, forplantning eller ferieplaner. En sjælden gang imellem karriere eller dumme chefer.

Jeg er nået til et sted i livet, hvor hverdagen er kommet på formel. Jeg har lært at passe et job, at holde af hverdagen og elske min partner. Jeg er kvinde, bosat i Danmark, i starten af trediverne, i fast parforhold, optikerassistent, ret langsynet (vi snakker plus seks på begge øjne og big time bygningsfejl) og ven. Og jeg har det godt. Så godt, at det skal fejres.

Den sidste uge har jeg arbejdet på et projekt. En jubilæums-kage. Jeg har set videoer på YouTube, researchet på Instagram, lavet flere mousser, der skilte. Bagt for tykke og for tynde lagkagebunde, brændt mig på kogende sukkermasse, da jeg lavede nougatine. Det har kostet blod, sved og mange penge på bageudstyr og ingredienser. Min største udfordring var vores ovn, som er så gammel, at den kunne komme på museum for vintage hårde hvidevarer. Den varmer mere i venstre end i højre side. Man må hele tiden rokere om på det, man bager derinde.

Men nu står der en stor kage på et bord midt i butikken med teksten Tak for 10 år i Praktik Optik. Kh Nelly.

– Seriøst, siger Anne-Grethe. – Du burde melde dig til Den store bagedyst.

Hun er optiker og er som altid iført en sort kjole. Hun nægter at gå i uniformen, som vi andre gør, og Bent, vores chef, lader hende gøre det, fordi der er mangel på optikere. Hun er vist tæt på tres, men ligner en på fyrre. Hun tager sit udseende seriøst, men hun tager ikke et stykke kage. Hun kigger på den, som om det var en skulptur på et museum, man under ingen omstændigheder må røre ved. Hun siger, hun kun spiser søde sager, når hun er i Italien. Det er hun mindst tre gange om året.

Bent er som et barn, der venter på Værsgo, han sender begærlige blikke mod mit bagværk. Han har været min chef i et halvt år.

Der er blevet indrykket en annonce i Folketidende. Nelly Jørgensen, jubilæum, 10 år i Praktik Optik. Åbent hus fra klokken 13.00 i butikken, alle er velkomne.

På netaviserne har flere skiftet til gule bannere og versaler. Der er skybrud på vej. Det regner allerede. Himlen er mørkegrå, og gågaden tom. Vi står på række bag disken, Anne-Grethe, Bent og jeg, og kigger mod glasdøren, og hvad der sker på den anden side af den.

– Se det fra den lyse side, siger Bent. – Hvis der ikke kommer nogen kunder, kan vi spise kagen selv.

Mens han siger det, lægger han sin hånd på min skulder. Det gør han tit. Jeg tror, det er en del af hans chefstrategi. At de joviale berøringer skal få mig til at føle mig anerkendt, så jeg glemmer, at han er min chef, at det i sidste ende er ham, der bestemmer.

Ude på gaden kommer en ensom paraply gående. Herfra hvor vi står, kan jeg ikke genkende vedkommende. En hånd titter frem, skubber glasdøren til butikken op og ryster paraplyen.

Som altid kommer han præcis til tiden.

– Hej baby, siger Troels og tager tre ivrige skridt hen mod mig for at give mig et kys.

Han bruger tungen, selvom vi er i butikken. Vi har aftalt at tungekysse mere, så vi kan mærke det i maven.

– Hej med jer, siger han og vinker til mine kollegaer bag disken. – Har I set kagen?

– Ja, siger Bent, – nu er det vel nu.

Han går ud i baglokalet. Vi andre står med rank ryg og ser på hinanden, indtil Bent vender tilbage.

– Nå, siger Bent og kigger på Troels, – hvad er det nu, du laver?

– Jeg arbejder i Kernehuset, et bosted for voksne med handicap.

– Nå, hvor spændende.

Sådan er Bent. Han husker dårligt og spørger meget.

Troels kigger ned på sine sko. I morges serverede han boller fra bageren på sengen. Med rigtigt smør og den gode pålægschokolade. Han er ikke en stor kok, men han er god til at anrette ting på en bakke.

Bent har en flaske rødvin og en konvolut i hænderne.

– Se her, Nelly, det er fra en af dine kunder.

Flasken placerer han på gulvet bag disken. Han tager sig til sin skaldede isse og rømmer sig lidt.

– Kære Nelly, siger han og fumler med et papir, der har været bukket sammen, – hjertelig tillykke med dit 10-års jubilæum. Man kunne sige meget godt om dig, men vi har jo ikke hele dagen.

Han lægger papiret på disken, klør sig lidt i øjet. Jeg ser ud på regnen, på uret på computerskærmen. Måske står alle mine stamkunder på lur rundt om hjørnet, klar til at overraske mig med konfettikanoner og lykønskninger.

– Du er afholdt, siger Bent, – det er derfor, at der er så mange kunder, der kun vil booke tid, når du er på arbejde. Og så er vi mange, der nyder godt af alt dit hjemmebag. Hvis man har spørgsmål om Concorden eller har brug for en, der har både tålmodighed og fingersnilde til at reparere en garniture-brille, er du også altid den rigtige at gå til.

Han løfter papiret op igen, kigger godt på det.

– Kære Nelly, vi håber, at vi har dig i butikken mange år endnu. Der er en lille gave til dig i konvolutten, og lad os så få kage.

Han tager fat om kagekniven. Chokoladebogstaverne siger små knæk, da han skærer et stykke til sig selv på størrelse med et fuldvoksent marsvin. Troels kysser mig på kinden.

– Vi skulle da have slået noget op på Facebook om Nellys jubilæum, siger Anne-Grethe.

– Jeg har snakket med mange kunder, som sagde, at de ville komme forbi.

– Det er vejret, siger Bent.