Q&A med Laura Ringo: “Lort redder liv er sloganet for denne bog”

Hvad inspirerede dig til at skrive romanen?

I starten af 2022 var min kæreste igennem et kræftforløb, som minder utroligt meget om det i bogen. Det fyldte hele mit liv i mange måneder. Hospitalsbesøg, angst, ventetid, omsorg. Tanken om at skrive om det opstod tidligt, men jeg syntes, det ville være at opføre sig som en grib. At sovse rundt i en tragedie, som ikke engang foregik i min krop, men i min kærestes.

Men så gik jeg i gang alligevel. På en måde kunne det ikke rigtig være anderledes. Det eneste, jeg var optaget af i meget lang tid, var kræft, overlevelsesstatistikker, senfølger og så videre, og det er nemmest at skrive om det, man er optaget af.

Sporet med optikerbranchen er også inspireret af mit eget liv, fordi jeg on and off har været i branchen i ti år, og jeg er tit blevet opfordret til at bruge det i en bog. En hovedkarakter skal jo have et arbejde, og der er så rigeligt med bøger med forfattere som hovedkarakter, så det var oplagt, at Nelly skulle arbejde i en branche, som jeg selv kender så godt.

Jeg ville gerne fortælle en historie, som de fleste kan spejle sig i, og hvem kender ikke det med at have en vildt irriterende chef?

Hvordan har det været at skrive denne i forhold til dine tidligere romaner?

Det er den bog, jeg har skrevet, som har taget kortest tid, fordi det meste er noget, jeg har oplevet, og ikke noget, jeg har skullet finde på.

Med mine andre bøger har jeg gerne ville skrive noget kækt, noget sjovt og noget provokerende. Men den her bog er mere inderlig og skrevet fra et meget sårbart sted.

Hvad er vigtigt for dig i dine karakteropbygninger?

Det er vigtigt, at alle karakter er lidt skæve eller særlige, men samtidig virker som ægte mennesker, man genkender.

Hvad genkender du hos dig selv i dine karakterer?

Det skæve, det sjove og det skrøbelige.

Hvordan vil du beskrive Nelly og Troels og deres relation?

I mange af mine andre bøger er karaktererne usympatiske, og tit har de også lemfældig omgang med både sandheden og almindelig moral. Derfor havde jeg lyst til denne gang at skrive nogle karakterer frem, som er mere omsorgsfulde og søde. Nogle, man som læser kan lide. Så jeg vil beskrive Nelly og Troels som almindelige, omsorgsfulde og milde.

De har deres eget rum sammen, hvor de er barnlige og fjollede, og hvor de tør sige næsten alt.

Når parforhold bliver skildret i fiktionen, er de tit dysfunktionelle, fordi en historie skal have modstand. Men i Efter kort tids sygdom er selve modstanden sygdommen, så derfor havde jeg lyst til at skildre noget så sjældent som et velfungerende parforhold, hvor de største konflikter handler om, hvor man skal sætte ting på et bord, og om det er vigtigt at blive gift eller ej.

Hvad er en god chef for dig?

Det er svært, for jeg har fundet ud af, at jeg ikke særlig godt kan lide konceptet at have en chef. Det med at der er en, som bestemmer over dig og din tid, er jo egentlig ret nederen, men samfundet er indrettet sådan, at det er lidt svært at slippe for.

Jeg elsker ros, så de bedste chefer, jeg har haft, er dem, der har givet meget anerkendelse. Og generelt skal en chef jo bare være flink og en, som træffer gode beslutninger.

Hvad har været din bedste/sjoveste arbejdsplads og værste og hvorfor?

Den værste arbejdsplads var Wupti Kundeservice. Jeg var der i fire måneder og arbejdede med at tage telefonen og svare på e-mails. Midt i lokalet hang der en skærm, hvor man kunne se, hvor længe folk havde siddet i kø, og hvis nogen havde været i telefonkø mere end en time, skiftede skærmen farve til rød. Folk var rasende, og jeg er blevet kaldt alverdens ukvemsord af folk, der ville klage over trampoliner, computere, blendere, støvsugere og så videre og så videre. Folk ville altid tale med chefen, men hun sad inde bag en glasvæg, og alle medarbejdere havde fået strengeste ordre på, at man aldrig måtte viderestille kunderne til hende.

Jeg var også meget kort ansat i en tøjbutik i latinerkvarteret i Aarhus, hvor chefen bad mig om at bruge læbestift (hvilket jeg aldrig har gjort), og hvor jeg skulle klippe mærkerne ud af tøjet og bilde kunderne ind, at det var lavet af viskose, selvom det egentlig var polyester. Det var også helt forfærdeligt, men der var jeg ikke så længe.

Den bedste arbejdsplads var Louis Nielsen. Jeg har flyttet meget rundt i Danmark, boet mange steder, haft mange forskellige kærester, men Louis Nielsen har altid været et stabilt element i mit liv i de mange år, hvor jeg arbejdede der. Den ene chef anbefalede mig altid videre til den anden, og folk i optikerbranchen er så sjove, fordi de fleste er havnet der ved en tilfældighed. Der er virkelig stor diversitet i forhold til typer, etniciteter, kropstyper, livshistorier. Og selvom det måske ikke altid virker sådan i romanen, så er det virkelig sjovt at sælge, reparere og rette briller.

Derudover er jobbet som optikerassistent i Louis Nielsen også det job udover at være forfatter, som jeg har følt mig bedst til. Og det betyder meget for ens arbejdsglæde, synes jeg.

Hvad er dit ærinde med romanen?

At få flere til at deltage i screeninger for tarmkræft. Det er kun 60 procent i Danmark, der tager imod tilbuddet. Til trods for at du bare skal lægge en lort og sende det med posten, du skal ikke engang møde op et sted ligesom med for eksempel screeningen for livmoderhalskræft.

”Lort redder liv” er sloganet for denne bog.

Og så vil jeg gerne dele en historie, inspireret af mit eget liv, om kræft. For det er en sygdom, langt de fleste af os får inde på livet, og jeg håber, at bogen kan være en trøst og et spejl for mange. Og måske en bog, der kan være med til at starte nogle lidt sværere samtaler om at have kræft og få kræft og være tæt på dem, der har kræft. For mig var det meget ensomt at være pårørende og passe min kæreste igennem hans sygdomsforløb. Og for mig er litteraturen en stor trøst, når jeg er i den slags livskriser.