Læseprøve på Syndens børn af Ulrika Rolfsdotter
Andet bind i den atmosfærefyldte psykologiske krimiserie om socialrådgiveren Annie Ljung. En kompliceret nutidig gåde, et fortidigt historisk mysterium og et overbevisende portræt af et lille udkantssamfund.
Prolog
Augustsolen stiger op over bjergkammen. Over Bålsjöns brungrumsede vand danser insekterne og guldsmedene allerede.
En hunræv står i skovbrynet. De vagtsomme øjne betragter fuglene og fluerne, der sværmer over de tre livløse kroppe på stranden, betragter, hvordan de finder de åbne øjne, sårene. Duften af blod blandes med lugten af menneskedyret, der sidder i skjul et stykke derfra, i den forladte jordkælder, hvor der normalt ikke opholder sig andet end mus. Ræven rykker baglæns og bjæffer advarende, inden den vender rundt og søger dækning i skoven.
Drengen i jordkælderen vågner ved en lyd. Han trykker sig ind mod den kolde væg, trækker knæene op til ansigtet og slår armene rundt om benene. Han ryster over hele kroppen. Han stirrer over på den lille trædør, der ikke har nogen lås på indersiden, bare en sten, som holder den lukket. Hvad var det for en lyd? Er bjørnen stadig derude, den, der har ventet hele natten? Det lød som et skrig, men bjørne skriger ikke, vel? Han ryster af kulde. Tænk, hvis det er en myling? Han kan huske sin morfars fortællinger om genfærdene af de udøbte børn, der blev slået ihjel af deres mødre og gravet ned i skoven. For sit indre ser han døren gå op og bag den et snavset barn, hvis udhulede øjne er fulde af bugtende maddiker, der er kravlet op af jorden og er ude efter ham. For at straffe ham for hans synder.
Han har gåsehud på armene, bukserne er våde. Han tør ikke bevæge sig, ikke gå ud. Vil ikke se, hvad det er, der skriger derude. Dødt eller levende.
Nu lyder det igen. Drengen tager begge hænder op til ansigtet og lukker øjnene hårdt i, vipper frem og tilbage. Tilgiv mig, beder han. Tilgiv mig, gode Gud og Jesus, men han ved godt, at det er meningsløst, for det, han har gjort, er utilgiveligt.
1.
Tågen, hun løb i, var tæt. Stemmer råbte efter hende, men hun så ingen, kunne bare mærke dem rundt om sig. Skygger uden ansigter.
Annie Ljung slog øjnene op og gispede efter vejret. Munden var tør, hovedet gjorde ondt. Hun blinkede, og synssansen stillede igen skarpt. Dynen var gledet ned og havde blottet hendes bryster, hun var helt nøgen under dynen, indså hun.
Hun drejede hovedet. Ved siden af hende lå Thomas med ryggen til. Hans brystkasse hævede sig og sænkedes igen. Billeder fra aftenen før kom tilbage. Et efter et, som lysglimt fra en blitz. Middagen. Vinen. Sofaen og kyssene. Thomas’ nøgne overkrop.
Åh nej. Det var ikke sådan her, det skulle ske. Det var hendes skyld. Det var hende, der havde fejlet. Fejlet helt vildt.
Thomas lå stadig med ryggen til hende uden at bevæge sig.
Forsigtigt vendte hun sig om mod sengebordet og rakte ud efter sin mobiltelefon. Et minut i syv. Thomas’ vækkeur kunne ringe hvert øjeblik. Det var fredag, de skulle begge på arbejde.
Annie trak vejret dybt og lydløst ind og hævede sig langsomt op på albuerne. Fik øje på tøjet, der lå smidt på gulvtæppet lige neden for sengen.
Ja, hun havde gerne villet det, men ikke sådan her. Hun havde været styrende, fast besluttet på endelig at få det overstået. Havde Thomas bemærket, hvor beruset hun havde været? Formentlig ikke. Hun var svær at aflæse, folk vidste sjældent, hvad hun tænkte eller følte. Det havde hun fået at vide mange gange, ikke bare af Thomas.
Nu dukkede der en notifikation op på telefonen. En påmindelse om hendes tid hos psykologen klokken halv otte. Fandens også.
Hun slog dynen til side og stod ud af sengen, samlede sit tøj op og listede på tå ud i gangen. Der lukkede hun soveværelsesdøren i bag sig og fik sit tøj på. Tog sin jakke og håndtaske fra hattehylden og drejede forsigtigt nøglen i hoveddøren.
Uden for huset slog varmen imod hende. Sollyset skar i øjnene, og luften føltes trykkende. Det bankede i tindingerne, jorden under hende gyngede.
Hun så sig rundt og kom i tanke om, at hendes bil var parkeret foran rådhuset i den anden ende af byen. Det var godt det samme, taget i betragtning at hun alligevel ikke burde sætte sig ind bag et rat lige nu. Hun kastede et hurtigt blik op på Thomas’ køkkenvindue, inden hun krydsede gaden og småløb ned mod torvet.
