PROLOG

Stjerner funklede på nattehimlen. Hun var stadig fuld efter aftenens øl ved strandbålet, men kvalmen var forsvundet. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde ligget ved siden af ham i lavningen ved foden af fyrtårnet, omkranset af store, grove kampesten. De havde grinet og snakket afbrudt af ordløse pauser, mens Vesterhavet brusede mellem småstenene i vandkanten. Deres hoveder hvilede tæt på stensætningen, og hun kunne mærke stenenes ru overflade mod sin håndflade, når hun rakte armen bagud.

Hendes hjerte gav et hop, da hun drejede hovedet og kiggede ind i hans øjne. Det var, som om han så direkte ind i hendes sjæl, og en brusende fornemmelse af frihed strømmede gennem hende.

Hun gøs. Sommeraftenen var blevet kølig, som om en front var på vej. “Jeg fryser,” hviskede hun.

Han lo dæmpet. “Du skulle have taget mere tøj på. Sommeraftner kan være forræderisk kolde.” Han krængede skovmandsskjorten af og lagde den over hende. Gnubbede varmen tilbage i hendes arme.

“Er det bedre nu?” spurgte han.

Hun nikkede. Han så sød ud med den mørke hårlok, der var faldet ned over hans ene øje.

“Ved du godt, hvor smuk du er?” Han hævede sig op på den ene albue og lod en finger glide hen over hendes hage og ned langs halsen, inden den stoppede ved kjoleudskæringen.

En følelse af usikkerhed ramte hende. Hun ville sætte sig op, men han pressede hende blidt tilbage og lagde sig ind over hende.

“Slap af,” sagde han stille. “Jeg gør dig ikke noget.”

“Måske vi skulle gå tilbage til bålet,” hviskede hun.

Hans ansigt var helt tæt på hendes. En frydefuld iling løb gennem hende ved synet af hans spørgende udtryk. Det var, som om han var usikker på, om hun mente det alvorligt eller blot legede med ham. Han måtte have opdaget noget i hendes blik, for uden varsel satte han sig hurtigt og smidigt overskrævs på hende. Hun så udfordrende op på ham og mærkede, hvordan han blidt, men bestemt greb om hendes håndled.