1

Kriminalkommissær Nikki Galena sad med stenansigt bag rattet og speederen i bund på vej ud ad marskens farlige småveje. Skyggerne blev længere, skumringen nærmede sig, og hun var taknemmelig for, at hun rent faktisk havde hørt efter på sit køretekniske kursus.

Det var anden gang på en uge, at de havde ringet fra plejehjemmet angående hendes fars svigtende helbred. “Lortesygdom!” bandede Nikki og førte rutineret bilen rundt i et lumsk sving. Alzheimers havde stjålet det meste af hans engang så skarpe hjerne for flere år siden, men nu var han i det, som plejehjemmet kaldte ‘sidste fase’, og selvom hun havde fået at vide, at den kunne vare længe, sagde hendes mavefornemmelse noget andet.

Da hun så det flotte skilt ind til Glenfield Nursing Home, begyndte Nikki at spekulere på, hvad der mon ventede hende derinde. Hun havde kunnet høre noget i specialsygeplejerskens stemme, da hun ringede. Sygeplejersken havde ikke sagt noget særligt, men Nikki havde bemærket en ny ængstelse i tonen og prøvede at indstille sig på lidt af hvert.

Alle besøg hos hendes far var sindsoprivende. Alene det, at han ikke genkendte hende, var slemt nok, men når hun huskede på, hvor stærk han havde været, fik det næsten hendes hjerte til at briste. Artilleristen i flyvevåbnet, jagerpiloten, der havde fløjet Harrier-kampfly under Falklands-krigen, lå nu i sin seng eller vandrede hvileløst op og ned ad gangene, mens flere og flere kredsløb i hans hukommelse brændte sammen.

Nikki svingede ind på en parkeringsplads og slukkede motoren. Hans helbred var ikke det eneste, der bekymrede hende. På det seneste havde hun fået det klare indtryk, at der var noget, han desperat prøvede at fortælle hende. Desværre lod det til, at han havde udskudt det for længe, og nu ville hun måske aldrig få at vide, hvad det var, ud over at det drejede sig om nogen, der hed Eve. I et skræmmende klart øjeblik havde han grebet om hendes håndled og tryglet hende om at ‘finde Eve!’ I et sekund eller to havde hans øjne været klare, og hans blik alarmerende intenst. “For guds skyld, Nikki, du er for fanden opdager! Find Eve!”

Men hvad skulle Nikki sige? Hun kendte ikke nogen af det navn.

Hun låste bilen og skyndte sig hen til hovedindgangen, hvor hun til sin store bekymring så Molly Crane, hendes fars personlige sygeplejerske, løbe hende i møde.

“Nikki! Gudskelov, at du kom så hurtigt.” Sygeplejerskens ansigt var furet af bekymring. “Situationen har ændret sig, siden vi ringede.” Hun vendte om og puffede Nikki i retning af elevatoren. “Jeg ringede ikke igen, da jeg vidste, at du ville sidde i bilen.”

“Hvad er der sket?” spurgte Nikki uden rigtig at ville høre svaret.

“Han har fået et slagtilfælde.” Molly trykkede på knappen, og elevatoren steg summende opad.

“Var du hos ham?” spurgte Nikki og håbede af hele sit hjerte, at hendes far ikke havde været alene eller bange.

“Ja da. Jeg har ikke ladet ham være alene så meget som et minut. Jeg stod netop og tjekkede hans medicin, da han pludselig blev voldsomt aktiv.” Molly Crane rystede på hovedet. “Det er ikke noget, vi plejer at se i den sidste fase, men det skete ikke desto mindre.”

Elevatoren standsede, de skyndte sig ud, og sygeplejersken fortsatte sin beretning: “Der kan opstå et intenst følelsesmæssigt pinefuldt øjeblik. Vi har en formening om, at det skyldes et glimt af indsigt, reel erkendelse af deres situation, og de reagerer med dyb fortvivlelse. Det ender som regel med, at patienten bliver udadreagerende, enten fysisk eller verbalt.” Hun drejede hovedet mod Nikki. “Din far væltede sengebordet og kæmpede for at komme ud af sengen. Inden jeg havde fået slået alarm, var han kollapset. Lægen er inde hos ham, og der er en ambulance på vej.”

Få minutter senere stod Nikki og så stumt til, mens lægen tjekkede hendes fars tal og derefter løftede øjenlågene og stirrede ind i hans ufokuserede øjne. Hun behøvede ikke at spørge, hvordan han havde det. Udtrykket i lægens ansigt talte sit tydelige sprog.

“Denne gang klarer han den ikke, vel?” Nikki var ikke dum. Hun havde tilbragt mere tid, end hun brød sig om, på og omkring hospitaler. “Jeg antager, at han har fået en hjerneblødning?”

“En gevaldig én, vil jeg mene, og han bliver stadig svagere.”

Nikki så på lægen og hviskede: “Så lad ham slippe. Han har levet i helvede i årevis. I skal ikke prøve at bringe ham tilbage nu, hvor han har chancen for at komme herfra.”

Lægen tøvede og så ned på sin patient. Efter et øjeblik sagde han: “Jeg er enig. Han vil alligevel ikke overleve turen til hospitalet. Vi må bare gøre ham det så behageligt som muligt.”

Molly trådte udenfor, og Nikki hørte hende tale med nogen. Så kom hun tilbage, lukkede døren og sagde dæmpet: “Jeg har aflyst ambulancen.”

Nikki tog sin fars hånd og smilede til ham, og pludselig blev det skrøbelige menneskelige hylster i sengen igen til hendes far, hendes dejlige far, oberstløjtnant Frank Reed.

“Nikki …” Molly lagde hånden på hendes arm, og Nikki registrerede fjernt, at sygeplejersken aldrig havde rørt ved hende før. “Hans vejrtrækning har ændret sig.”

“Cheyne-Stokes’ respiration,” sagde lægen alvorligt. “Hans hjerte er ved at sætte ud.”

Et øjeblik troede Nikki, det forfærdelige uregelmæssige åndedræt ville høre op, og han ville vågne, men i stedet flimrede øjnene et øjeblik, så åndede han ud i et langt suk. Hun kiggede op på Molly og så et mærkeligt udtryk passere over sygeplejerskens ansigt. Hun havde også hørt det. Der havde været et ord dybt nede i det suk.

Eve.

Lægen rørte nænsomt ved hans strube. “Han er her ikke mere.”

Nikki rørte sig ikke. Så begyndte hendes tanker at ræse.

Der havde været tider, hvor hun havde bedt til, at han ville dø. Det havde ikke været af egoistiske årsager, hun vidste bare, hvor uafhængig og stolt en mand han var, og hvordan det at have fremmede mennesker til at sørge for alle hans intime behov ville have knust ham, det, der var tilbage af ham, fuldstændigt. Og nu var han væk. Nikki følte en frygtelig skyldfølelse over den lettelse, der strømmede gennem hende. Og hun følte også en irrationel vrede, fordi han havde efterladt hende med et ubesvaret spørgsmål, en fremmeds navn i sit bogstaveligt talt sidste suk.

Men vreden forsvandt, da hun så ned på farens askegrå ansigt. Hun huskede de gode tider, de sjove stunder, de havde haft, da hun var barn, og den betingelsesløse kærlighed, han altid havde givet hende.

“Farvel, far.” Hun lænede sig ned og kyssede hans pande. “Og hvis det gør en forskel, så finder jeg hende til dig. På en eller anden måde skal jeg nok finde Eve. Det lover jeg.”