Q&A med Kim Andrea Brofeldt

Hvad inspirerede dig til at skrive Afslutninger?

Det er en historie, der har bygget sig op gennem virkelig mange år. Første bid af inspiration fik jeg af min mormor, da jeg var barn. Hun var bibliotekar og læste rigtigt meget – og hver eneste gang, hun startede på en ny bog, læste hun lige den sidste side først, for som hun sagde: “Hvis nu jeg dør, før jeg har læst den færdig, så ved jeg i det mindste, hvad den ender med.” Hun døde, da jeg var 18 år. Da jeg stod på hospitalet for at sige farvel til hende, lagde jeg mærke til en bog på hendes sengebord med et bogmærke i halvvejs, og det trøstede mig at tænke på, at hun vidste, hvad den endte med. Det med, hvad man efterlader sig ufærdigt, når man dør, har siddet i mit baghoved lige siden.

Da mine børns tætte veninde døde i 2014 som 11-årig tænkte jeg rigtigt meget på, hvor meget hun manglede at gøre og opleve. Hvordan det ikke ville have været nok for hende at have kendt slutningen på den bog, hun læste i. I sorgen, der fulgte efter dødsfaldet, begyndte jeg at skrive løse noter ned. Personen Sarah stod hurtigt ret tydeligt for mig, men det tog mig nogle år at begynde at skrive rigtigt, for jeg havde brug for at finde noget med sin helt egen historie.

Hvordan vil du beskrive hovedpersonen, Sarah?

Sarah er usikker på sig selv som menneske. Som barn var hun konstant nødt til at indordne sig andre menneskers behov og følelser, og i en alder af 50 år har hun stadig ikke fundet ud af, hvem hun er, hvad hun vil, eller hvordan hun virker på andre. Hun mangler en følelse af at være vigtig, og den finder hun i det at afslutte noget for nogen, mens hun passivt lader livet glide forbi sig med de muligheder og oplevelser, det kunne have budt på. At indgå i relationer med andre undgår hun, ligesom hun undgår alle former for begyndelser eller nye ting i sit liv.

Hvorfor tror du, at hun har nemmere ved afslutninger end begyndelser?

Hvis man begynder på noget, ved man aldrig, om det er en forkert beslutning før senere hen. Man risikerer at blive såret, såre andre, miste noget eller nogen. Det har Sarah selv set udspillet på tristeste vis gennem sin opvækst. Afslutninger er konkrete og forudsigelige. Man ved, at bogen slutter, når sidste side er læst. Man er ikke i tvivl om, at man er færdig med en kop kaffe, når koppen er tom. Der kan man ikke såre nogen eller blive såret selv.

Jeg oplever hende som ensom, men der opstår nogle stærke bånd mellem hende og flere af karaktererne undervejs. Hvordan opstår de tætte bånd og relationer? Vil du sige, at romanen også handler om relationer – og i så fald hvordan?

Bogen handler helt sikkert rigtigt meget om relationer. Jeg tror, at Sarah får en følelse af at have en dyb relation til de mennesker, hun afslutter noget for, selv om hun måske ikke havde det til dem, mens de levede. Men det føles intimt at sætte sig ind i et andet menneske og afkode, hvad de har brug for hjælp til. Nogle gange forpligter hun sig endda til en længerevarende afslutning, hvor hun fx bruger timevis af sin tid på at sidde og læse højt for folk, der ikke findes mere.

Jeg tror ikke, at hun føler sig ensom. Hun tillader ikke sig selv at savne relationer til andre mennesker, for afslutningerne får lov til at fylde i stedet. Det distraherer hende fra at tænke og føle for meget. De mennesker, hun får relationer til, er nogle, der rækker ud og er insisterende. Bastian og hans mor har brug for Sarah, Mehmet kan se, hvem hun er bag alt det usikre og akavede, og han kan lide hende. Det ændrer ved noget i Sarah at opleve det med at blive valgt til af andre mennesker – hun har altid måttet tilpasse sig for at høre til, og det skubber til hendes behov for at turde se sin fortid i øjnene.

Jeg tror, at vi allesammen har brug for at mærke, at vi er vigtige for andre mennesker. For at finde vores plads i verden skal vi også have en plads i andre menneskers liv. Være uundværlige og ønskede.

Hvordan har du det med afslutninger?

Jeg kan virkelig godt lide at gøre noget færdigt. Det er nok verdens bedste følelse. Sætte det sidste punktum og sende det ud i verden. Vende den sidste side i en bog. Hjælpe nogen med at nå i mål med et halvfærdigt projekt. Mine projekter er ikke altid lige gennemtænkte, for jeg har altid haft tendens til at begynde at sjuske lidt, når jeg kan se afslutningen på dem ligge og glitre fristende i horisonten. Så sætter jeg tempoet op på skriveriet, på læsningen, på madlavningen, eller hvad jeg nu har gang i, og ender nemt med noget, der skal efterbearbejdes.

For halvandet år siden fik jeg en blodprop i hjernen, og det har virkelig forstærket den brist. Jeg bliver hjernetræt af at koncentrere mig længe, så nu sjusker jeg mig endnu hurtigere til afrundingen af projekter for ikke at risikere at miste fokus undervejs. Som mine børn påpegede, da jeg havde sjusket mig gennem græsslåningen: “Det ligner, at du forsøger at tiltrække aliens med korncirkelmønstre.” Og det var faktisk ikke intentionen. Men jeg synes også, at der er noget meget magisk over begyndelser. Jeg elsker alt, hvad der involverer en god brainstorm med andre, alle de muligheder for at starte projekter op. Jeg får minimum halvfems procent flere ideer, end jeg nogensinde kan nå i mål med, og jeg har derfor godt af at arbejde med folk, der holder mig lidt tilbage. Når jeg arbejder alene, især når jeg skriver, bruger jeg mest tid på at finde ud af, hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte. Når de to ting er på plads, kommer resten af sig selv.

Hvad trækker du på af egne erfaringer, og hvor eller I hvem kan du genkende dig selv i romanen?

Alle steder i bogen er nogle, jeg kender fra virkeligheden. Mine bedsteforældre boede i Nice i den lejlighed, Sarahs bedsteforældre bor i. Det sted står meget levende for mig og var naturligt at bruge som lokation i romanen. Min far ejede pladeforretningerne Guf, som Sarahs far arbejder i. Jeg er vokset op med lyden af musik og duften af vinyl og kan genkalde, hvordan det føles at bladre gennem en stak plader i beskyttende plastiksleeves med skarpe kanter. Jeg havde svært ved at forestille mig en barndom uden en pladebutik, så det fik Sarah. Sommerhuset på Helgenæs har jeg tilbragt mange somre i de sidste 25 år. Det er med stor sandsynlighed den smukkeste plet i Danmark med en ro, der ikke eksisterer på samme måde andre steder.

Jeg har også boet i Australien, på Frederiksberg, på Nørrebro og i Rødovre, og jeg har klare forestillinger om, hvor Sarah færdes de steder.

Jeg har lånt små særheder eller kvarte barndomsminder fra folk, jeg kender, men har ikke en følelse af, at en eneste af personerne er baseret på nogen, jeg kender. De er helt deres egne. Min far og min søster gør fx det samme som Chrisser med at tromme ud i luften, når de hører musik. Chrissers tilpasning til barneskridt har jeg lånt fra en vens barndom. Der er en bid af min farfar i Sarahs farfar, men slet ikke 1:1. Der er også små bidder af mig selv i mange af personerne. Jeg kan ligesom Sarah heller ikke lide måden, paraplyer lukker himlen ude på. Hendes tanker om det at gynge, blomsterbuketter, døden og softice er nogle, jeg selv har eller har haft. Jeg kender også godt til det med at overtænke, hvordan man virker på andre mennesker. Men i de store træk er Sarah langt fra at være mig.

Hvilke temaer ser du som de primære i romanen?

Relationer. Skyld og skam, livsvalg, kærlighed, identitet, løgne og hemmeligheder – og især de valg, vi nogle gange tager for at skåne dem, vi elsker, og uforvarende kommer til at gøre det modsatte.

Hvad er dit ærinde med romanen?

Først og fremmest at fortælle en god historie. Jeg har længe været meget optaget af det spor af livsvalg, der skaber et menneske. Af at finde ind til det hvorfor, der ligger til grund for mange af de måder, vi hver især møder verden på. I enhver god historie er der altid et godt hvorfor, og det tog tid og mange mentale omveje at finde Sarahs hvorfor, så jeg kunne begynde at skrive bogen.

I den alder jeg har nu – midt/sidst i 40’erne – er jeg selv og mine venner nået til et punkt, hvor vi har tid og mentalt overskud til at reflektere over, hvordan og hvorfor vi er blevet, som vi er. Vi har teenagebørn, der holder vores fejl op foran os som spejle. Vi har aldrende forældre, der ikke virker så ufejlbarlige, som de måske gjorde, da vi var børn, eller så blæste, som de gjorde, da vi var unge. De ting, de har gjort forkert, mens vi er vokset op, har ofte rod i noget fra deres egen opvækst, og når vi nu står og forsøger at navigere i at minimere de fejl, vi selv laver over for vores børn, bruger vi tid på at reflektere og analysere det, vi kommer fra.

Det var gennem lange snakke med mine venner, at jeg begyndte at finde Sarahs hvorfor. Sarahs opvækst er en lang række af forkerte valg, der er taget på vegne af hende og hen over hovedet på hende. Det er ikke underligt, at hun er havnet et sted i sit liv, hvor hun ikke tør give sig i kast med noget som helst, der føles som nyt, men klamrer sig til det trygge og forudsigelige i at afslutte noget for nogen.

Hvordan får man læst mere i hverdagen?

Selv har jeg altid læst både meget og hurtigt. Som barn var mit store problem at sørge for at låne NOK bøger på den månedlige tur til biblioteket, så jeg ikke løb tør inden næste tur. I dag har vi de forbandede telefoner, der giver så mange små quickfix af underholdning, at læsning ikke føles som en nødvendighed på samme måde. Men det er det altså – der er noget helt særligt over at lade sig opsluge af en bog, at tænke over den i dagens løb, at glæde sig til at gå i seng om aftenen og læse videre, til klokken bliver alt for mange. Jeg snubler også selv i telefonfælden i perioder, men med de her tiltag kommer jeg altid tilbage:

Variation

Undersøgelser viser, at man spiser mere slik, hvis man har en skål med noget blandet. Hvis man fx kun har chokolade, bliver man smagsmæt og har nemmere ved at slippe skålen. Sådan tror jeg også, at det er med litteratur – man skal have noget forskelligt at skifte mellem, alt efter humør. En murstenstung slægtsroman kan være fantastisk at dykke ned i aften efter aften, men hvis man har travle dage på jobbet og ikke tør risikere at falde i søvn, mens man læser, og derved tabe et halvt kilo bog i sit eget fjæs, fravælger man måske at læse, og pludselig har man glemt, hvad den handlede om, og man opgiver. Og ja – jeg taler faktisk af erfaring og har pådraget mig adskillige læserelaterede næseskader i tidens løb …

Selv har jeg altid gang i flere bøger samtidig, så der er noget, der passer til enhver stemning og situation, opdelt efter følgende kriterier:

• En velskrevet, gerne lang, roman, til de gode læseaftener. En, man kan tilbringe lang tid i selskab med. De bedste af den slags, jeg har læst for nyligt, er Anne Berests Postkortet og Maggie Shipsteads Himmelstormerne. Hvis jeg genlæser noget i denne kategori, er det ret ofte noget af John Irving, som jeg har været fan af, siden jeg var barn.
• Noget, man kan høre som lydbog, hvis man er træt. Jeg synes, at det er sværere at lytte end at læse, så her går jeg altid efter noget, der er let at følge med i, enten noget feelgood eller spænding. Mens jeg lytter, er jeg nødt til at have noget mellem hænderne, for at tankerne ikke vandrer væk fra historien, så enten tegner jeg, går tur eller spiller et eller andet dumt lille spil på mobilen imens. Den seneste lydbog, jeg hørte, var Mikkel Birkegaards Efterfølgeren. Den var seriøst spændende, og jeg klemte ekstra lyttetid ind, når jeg lagde makeup eller lavede mad, og det plejer jeg normalt ikke.
• Noget småt, man kan have i tasken, til når der er ventetid. Gerne noget, der er tankevækkende, så man kan tænke over de sider, man nåede at læse i venteværelset eller ved busstoppestedet, mens man går hjemad. Mine seneste gode taskebøger var Anna Juuls Superskurk, Agota Kristofs Analfabeten og Annie Ernaux’ Årene.

Folk, der læser

Find nogle venner, der læser. Det er næsten det bedste råd, hvis man vil læse mere. Det er superhyggeligt at spørge: “Nå, hvad har du læst af gode ting siden sidst?”, låne bøger til hinanden og tale om dem bagefter. Hvis man ikke har læsende venner, kan man få lidt den samme følelse af at følge gode bogformidlere på fx Instagram eller Goodreads. Man lærer hurtigt, hvem man deler smag med, og det er interessant at læse andre menneskers meninger om bøger, man har læst eller gerne vil læse.

Find en gratis læseprøve på Afslutninger her.