Læseprøve på Forsoneren af Viveca Sten
Tredje bog i Viveca Stens nye serie, som foregår i det bjergtagende og dramatiske vinter- landskab i det populære skiområde omkring Åre, 600 kilometer nord for Stockholm.
11
Da Daniel dukker op i døren ind til Hannas kontor, har han stadig telefonen op til øret.
“Vi skal en tur op til Copperhill med det samme.”
Blikket er intenst og alvorligt.
“Der er tilsyneladende sket et knivdrab på hotellet i løbet af natten. En af gæsterne er blevet fundet død på sit værelse.”
Hanna flår sin jakke til sig og må småløbe for at indhente Daniel på vej ud til parkeringspladsen. Mens de bakker ud, fortæller han kort, hvilke informationer de har fået fra vagtcentralen i Umeå via Afdelingen for Grov Kriminalitet i Östersund.
“Der blev slået alarm klokken 10.35.”
“Hvem ringede?”
“Hoteldirektøren. En af de ansatte i driftsafdelingen har fundet en død kvinde, stukket brutalt ned med kniv, i en af hotellets suiter.”
Hanna kan ikke finde nogen ord. En kvinde mishandlet til døde, badet i sit eget blod, er et af de værste syn, man kan komme ud for. Hun har været på den slags gerningssteder før, da hun arbejdede med vold i Afdelingen for Familievold i Stockholm. Bagefter var hun altid plaget af mareridt.
“Staklen må have fået et voldsomt chok,” mumler hun.
I tankerne er hun allerede gået i gang med alt det, der nu skal gøres. Den kommende påskeferie kan hun godt glemme alt om.
Daniel sætter farten op. Fartgrænsen på hovedvejen er firs kilometer i timen, men der er ingen andre på vejbanen lige nu.
“Hvad med kriminalteknikerne?” spørger Hanna. “Er de på vej?”
“Ja, men de kommer hele vejen fra Östersund.”
Hanna ved godt, hvad det betyder. “Det vil sige, at der går en time, før de er der.”
I Norrland bruger de fleste betjente mange timer i bil bare for at indfinde sig på et gerningssted. Jämtland Politikreds dækker også Härjedalen.
Hanna håber lige så stille, at det er Carina Grankvist, der bliver sendt ud som den ansvarlige kriminaltekniker. De arbejdede sammen på sagen om den døde skiløber, og hun er direkte og let at have med at gøre. Carina har også formelt sin arbejdsplads i Östersund, ligesom Daniel og Hanna, men hun bor i Mattmar og har dermed kortere til gerningsstedet hjemmefra. Kun halvtreds kilometer.
“Ved vi noget om offeret?” siger Hanna. “Hvad hedder hun? Hvem er hun?”
Daniel ryster på hovedet.
“Det finder vi ud af, når vi ankommer.”
Den mørkebrune bygning, der huser Åre Chokoladefabrik, kan anes på deres højre side. Den ligger lige over for afkørslen til Copperhill. Det er samme vej som til Sadeln, det område, hvor Lydias skihytte ligger. Hanna kan vejen udenad, har kørt den så mange gange både i mørke og dagslys.
Da de drejer af fra E14, bliver vejen smal og stejl. Den snor sig op ad bjerget, mere a la en schweizisk alpesti end en svensk hovedvej. På den ene side ses frosne vandfald, der klæber sig til bjergsiden, på den anden side er udsigten fri og svimlende.
Da de kører ind i centrum af Björnen, drejer Daniel skarpt til højre. Et lille skilt viser dem vej: Copperhill Mountain Lodge står der med sorte bogstaver.
Efter flere hårnålesving dukker den spektakulære bygning op foran dem. Hotellet troner højest oppe på det, der bliver kaldt for Förberget. Hanna har været her og spist middag med Lydia og hendes familie, men aldrig overnattet her. Det er utænkeligt på en politiløn.
Det mælkeagtige formiddagslys får hende til at knibe øjnene sammen, knuden i maven vokser, i takt med at de nærmer sig gerningsstedet.
Langt nede kan man ane Åresjön som en hvid stribe af is mod bjerget i vest. På den anden side af søen ligger Renfjället hen i skygge.
Daniel finder en ledig parkeringsplads og bakker derind. To politibiler er allerede på stedet, de holder lidt længere væk. Ellers er parkeringspladsen næsten fuld, påsken er en af de rigtig travle perioder i sæsonens løb.
“Sikke en dårlig timing,” siger Hanna. “Første dag i skoleferien, der må være masser af gæster her.”
Daniels ansigtsudtryk er bistert, da han åbner bildøren i sin side.
“Det er en katastrofe,” konstaterer han. “For offeret, hotellet og hele området.”
