Opskrift

Opskrift fra BURGERMISSIONEN af Cassius og Timm Vladimir

Foto: Flemming Gernyx

Kom med Cassius og Timm Vladimir på burgermission. Far og søn giver dig de lækreste opskrifter.

FAKE BUNNY-BURGER

Fake Bunny-burgeren er alt det, vi elsker ved forloren hare – serveret som en burger. Kombinationen af det saftige, syrlige, søde og sprøde fungerer så godt. Og så prikken over i’et, den lækre brune sauce, der binder det hele sammen.

 

 

Forloren hare-bøffer

200 g hakket kalv og flæsk

50 g bacon, i tern

1/2 pisket æg

4 spsk rasp

1 lille løg, revet

salt

lidt stødt allehånde

eventuelt stødt enebær

eventuelt stødt muskat

1/2 dl fløde

mere rasp til paneringen

 

Brun sauce

1/2-1 spsk smør (alt efter hvor meget fedtstof der er tilbage på panden)

2 spsk mel

5 dl fond (gerne hønse- eller kalvefond)

1 dl fløde

salt og peber

lidt æbleeddike

sennep

ribsgele

eventuelt kulør

 

2 burgerboller

syltede agurker

ribsgele

franske kartofler (chips)

 

Forloren hare-bøfferne

Kom kød, bacon, æg, rasp, revet løg og krydderier i en skål, og rør farsen godt igennem. Tilsæt fløden, hvis farsen er for fast. Lad den trække lidt, og form den så til 2 burgerbøffer. Vend dem i masser af rasp, og steg dem på panden i godt med smør cirka 5 minutter på hver side. Tag dem af panden, og lad dem hvile, mens du laver saucen i panden. Du må endelig ikke tørre panden, da du netop skal bruge det smagfulde stegefedt til saucen.

 

Brun sauce

Smelt smørret i panden, rør melet i, og lad det brune lidt. Kom fonden i lidt ad gangen, og rør eller pisk godt. Tilsæt fløden, og kog det langsomt igennem nogle minutter. Smag til med salt, peber, eddike, sennep og eventuelt ribsgele. Kog ind til en god, men ikke alt for tyk konsistens. Tilsæt eventuelt nogle dråber kulør, hvis saucen skal være lidt mørkere.

 

Halver bollerne, og steg dem på skærefladen.

 

Saml burgeren således

Læg 1 forloren hare-bøf på underbollen, top med syltede agurker, ribsgele, franske kartofler, og luk med overbollen. Overhæld burgeren med brun sauce. Her skal der ikke spares …

 

 

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik