fbpx

10 feel good-bøger til din sommerlæsning

Åh nej, står du og mangler lidt godt inspiration til læsning i sommerferien? Fear no longer, fordi vi står selvfølgelig klar med en guide til 10 fantastiske feel good-bøger, du kan nyde i din sommerferie. Om turen går til udlandet eller hjem til Jylland, vil historierne her få dig til at drømme dig langt væk. Er du klar? ✈️ 📚 ☀️

Sidste sommer på Lindö af Eleonore Holmgren

Sidste sommer på Lindö er en smuk fortælling om Adam, der har rodet sig ud i noget snavs og som sidste vej har forladt storbyen for at søge hjælp hos en gammel ven på den lille ø Lindö. Men også vennen afviser Adam, og han ender med at bryde ind i et sommerhus på øen for at have tag over hovedet, mens han overvejer sit næste træk. Samtidigt kan 86-årige Britta mærke, at livet lakker mod enden. Hun har ét stort ønske, nemlig at tilbringe en sidste sommer i sit elskede sommerhus på Lindö. På Lindö overrasker Britta Adam i sit eget hus og han får allernådigst lov at blive, men så skal han også adlyde hendes mindste vink. Det er ikke nemt med så umage et par under samme tag, men langsomt vokser et venskab frem, og det ender med at blive en ganske magisk sommer for dem begge.

Lenni og Margots et hundrede år af Marianne Cronin

Livet er kort. Det ved 17-årige Lenni, der er uhelbredeligt syg. Men Lenni er ikke færdig med at leve. Hun siger ja tak til alt, der kan bryde det monotone hospitalsliv, og hun melder sig derfor til et malekursus på hospitalet. Her møder hun Margot, en lille dame i lilla pyjamas. Sammen går Kenni og Margot i gang med et kunstprojekt, der fortæller historien om deres tilsammen et hundrede år med nedslag i Margots lange liv om Lennis alt for korte. Historier om tab, om misforståelser og tilgivelse, om mod og venskab. Historier der har ført dem frem til der, hvor rejsen ender. Vi garanterer ikke, at den her ikke gør lidt ondt, men vi garanterer en smuk smuk historie, du ikke vil være foruden. ❤️

Huset på Rivieraen af Natasha Lester

Huset på Rivieraen er en medrivende roman om Éliane Dufort der under den tyske besættelse i Paris 1939-41 får til opgave af katalogisere Louvres kunstskatte. Hendes arbejde overvåges af tyske soldater, men hvad de ikke ved, er, at Éliane forstår tysk og deler sin viden om hvor tyskerne gemmer de stjålne kunstværker i deres egne private samlinger, med modstandsbevægelsen. Vi følger på samme tid Remy Lang der efter en personlig tragedie har søgt tilflugt i et vidunderligt hus på Den Franske Riviera. Her opdager hun en fortegnelse over kunstværker, som blev stjålet under 2. Verdenskrig. Et af malerierne på listen, hang på hendes børneværelse hjemme i Sydney? Hvem er hendes familie egentlig? Og gemmer huset på flere hemmeligheder? 🚤

Huset på hjørnet i Cockleberry Bay af Nicola May

Samme dag som 25-årige Rosa Larkin mister sit job i London, får hun at vide, at en hemmelig velgører har skænket hende en butik i en landsby i det sydvestlige hjørne af England. Hendes første tanke er at sælge den og bruge pengene til at få styr på sin lettere rodede tilværelse. Men der følger en vigtig betingelse med arven: Butikken må aldrig sælges, men kun overdrages til en, der virkelig fortjener den.

Rosa beslutter sig for at give livet som butiksejer en chance. Det viser sig dog hurtigt, at det er lettere sagt end gjort at stable et nyt liv på benene. Snakken går i den lille by, og det er ikke alle, der ønsker, at Rosa skal få succes.

Mød mig i Cockleberry Bay af Nicola May

På papiret har Rosa endelig fået alt det, hun har ønsket sig. Hun har et dejligt hjem i smukke Cockleberry Bay, driver en succesfuld butik og er blevet gift med sit livs kærlighed – alt sammen med gode venner og naturligvis den trofaste gravhund Hot ved sin side. Men noget er alligevel ikke helt, som det skal være.

Rosas mand arbejder i London og kommer kun hjem i weekenden, hvor hun til gengæld knokler i butikken. Det tærer på forholdet, og da Rosa får mistanke om, at han har en affære, sætter det gang i en lavine af uventede begivenheder. Rosa må sande, at hun er nødt til at se sine dæmoner i øjnene og komme overens med sin fortid, hvis hun skal have styr på sin fremtid. Og langsomt finder hun ud af, at det er i mødet med andre, hun bliver klogere på sig selv.

Bogen er efterfølgeren til Huset på hjørnet i Cockleberry Bay.

Mormor dansede i regnen af Trude Teige

Den unge kvinde Juni har arvet sine bedsteforældres hus og drager derfor tilbage til den lille ø, hvor hun er vokset op. Mens hun går og rydder op i huset, falder hun over et billede af sin mormor sammen med en tysk soldat og et brev, hun skrev i 1946. Brevet er stemplet i Tyskland. Jagten på svar leder Juni til Berlin og videre til en lille by, som blev en del af den russiske zone, da Tyskland overgav sig. En by, der gemmer på et helt forfærdeligt stykke krigshistorie, som alle gerne vil glemme. Og som viser sig at have stor betydning ikke bare for mormoren, men også for Juni selv og hendes mor, Lilla.

Det sidste brev fra din elsker af Jojo Moyes

Du kender måske allerede bogen fra den romantiske spillefilm af samme navn, der baserer sig på Jojo Moye’s smukke fortælling om kærlighedens vilde veje, og om to kvinder, hvis skæbner der krydses på tværs af tid. En smuk og charmerende fortælling om kærlighed, håb og mod, der absolut vil klæde både turen til poolen og eftermiddagssolen i sommerhuset.

Villa Havbrise af Caroline Säfstrand

Lige så snart Sophie blev færdig som student, flygtede hun fra familien og den lille skånske flække, hun er opvokset i, for at bo og arbejde i Berlin, og her er hun blevet hængende. Nu mange år efter fører morens død hende tilbage til en arv, hun ikke kan stikke af fra: Villa Havbrise, huset, Sophie er vokset op i, og som i hendes mormor og oldemors tid fungerede som badehotel. Huset skal sælges og sættes i stand, og Sophie finder en gratis arbejdskraft i Isak, Martin og Katja. Men måske er både deres og Sophies bagage for tung til, at projektet kan lykkes?

I nabohuset bor den døve Ella, der hele sit liv har passet haven på Villa Havbrise. Også hun har bagage i form af en hemmelighed, hun i årevis har båret på. Nu hvor Sophie er vendt tilbage, skal Ella så fortælle hende, hvad hun ved, eller er det bedre at tie? 🏡

 

Vingården for Vilde Drømme af Caroline Säfstrand

Erica kæmper med en sorg, hun ikke kan rumme. Livet føles meningsløst, og hun tager en hurtig beslutning om for en stund at forlade sin mand, lejligheden i Stockholm og jobbet som revisor. Hun ved ikke, hvor hun skal hen. Hun ved bare, at hun skal væk. I den lille fiskerby Arild små 600 kilometer mod syd hamrer den unge mand Marcus et skilt i jorden med ordene ‘Værelse til leje!’ Det er et sidste desperat forsøg på at redde den vingård, som han driver sammen med sin gamle farfar, Johannes, der ikke længere er til nogen hjælp. Samtidig sidder den ældre dame Lilian alene i sin lejlighed i Helsingborg og ser på livet, der passerer uden for hendes vindue. Hun har ingen anelse om, at en ung kvinde i Stockholm netop har forladt sit hjem, og at det vil sætte ting i bevægelse, der ikke blot vil ændre hendes eget liv, men også vende livet på hovedet for både Lilian og vingårdens beboere 🍇

 

Vand til blomster af Valérie Perrin

Violette Toussaint lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun sammen med den lokale sognepræst fader Cedric, bedemændene Lucchini-brødrene og de tre gravere Nono, Gaston og Elvis. Flere gange om dagen kigger de ind i Violettes køkken for at få sig en kop kaffe og en snak, ligesom også mange af de lokale kommer forbi for at få en kop eller et glas og nogle trøstende ord. Violettes dør står altid åben.

Hvad der har fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at flytte til egnen for at tage det noget særprægede job, er der til gengæld ingen, der snakker om. Lige indtil en tidlig morgen, hvor en fremmed banker på Violettes dør med sin mors aske og en anmodning, der kommer til at ændre Violettes stille liv for altid 🌸

 

 

Seneste nyt

Nyhedsbrev
Få besked når vi har noget på hjerte
Vores nyhedsbreve sendes i Mailchimp. Ved tilmelding accepterer du, at vi deler dit navn og din e-mail med Mailchimp. Læs Mailchimps privatlivspolitik